Kompakt elektrisk køreglæde
Fiats performance-mærke er klar med den elektriske og pumpede Abarth 500e, der yder 155 hk, og lanceres næste sommer
Opdateret 25. november 2022 kl. 10:50
POTENT: Det måtte jo komme, en heftig Abarth-version af den elektriske og nærmest nuttede Fiat 500e.
Den er døbt Abarth 500e og ser umiddelbart lige så pågående ud som navnet antyder.
Ingeniører, designere og testkørere i hjembyen Torino er nemlig gået drastisk til værks. Det betyder, at den lille bil har fået opstrammet undervogn samt større spoilere og diffusere ud over bredere fælge. Her er selvfølgelig også en front med Abarths skorpion-logo på snuden.
Batteriet på 42 kWh er det samme som i ophavet. Men elmotoren har fået en opgradering fra 118 hk til 155 hk. Det løfter også momentet, som nu er på 235 Nm, mod ellers 220 Nm, så bilen klipper to sek. af accelerationstiden og sprinter fra 0-100 km/t. på 7,0 sek.
Inden døre byder modellen naturligvis på sportstrim, der bl.a. omfatter dybe sæder med alkantara og læder samt en digital instrumentering med to skærme på syv og 10,15 tommer, som ud over performance-opsætning kan levere køredata.
Abarth har gennem en del år kreeret mere hidsige udgaver af 500-modellen. Men den elektriske Fiat 500, som kom på markedet forrige år, byder på en bredere sporvidde og længere akselafstand end den benzindrevne version, og det giver også tunerne bedre mulighed for at skabe optimerede køreegenskaber.
Reagerer hurtigere
Det viste sig hurtigt, da testkørerne afprøvede bilen på den navnkundige Balocco-bane nær hovedsædet i Torino.
Ifølge Abarth er den elektriske version nemlig både hurtigere og mere agil end dens benzindrevne pendant.
Ifølge Olivier Francois, der er administrerende direktør for Fiat og Abarth og global marketingchef for Stellantis, kommer bilen ikke kun, fordi verden går hen mod eldrift - den elektriske opsætning matcher også mærkets DNA.
“Man kunne spørge, hvorfor bilen skulle være elektrisk? Svaret er, at det dybest set handler om ydeevne, hvilket bragte os derhen. Med hver ændring, der er foretaget i Abarth, ønsker vi at opnå den bedste køreydelse. Det er præcis sådan vores grundlægger, Carlo Abarth, altid har gjort det. Fra dette synspunkt har intet ændret sig: Det handler om bedre acceleration, bedre håndtering og mere sjov,” lyder det fra Olivier Francois.
Den rigtige lyd er genskabt
Abarth 500e har tre køreindstillinger; Turismo, Scorpion Street og Scorpion Track.
Her har Turismo den mindste effekt og er lagt an på hverdagskørsel, hvor momentet er neddroslet. I denne og Scorpion Street er der også en ”One pedal-funktion”, hvor speeder og motorbremse i én pedal kan bruges i byen. I ”Scorpion Track” byder bilen på det fulde potentiale.
Bilen vil lige som ophavet kunne lynlade med 85 kW, som er ret beskedent efter dagens forhold. Rækkevidden er på 250 km mod ellers 311-321 km i den almindelige 500e. Så det sjove koster.
Fabrikkens folk med Olivier Francois i spidsen har diskuteret, hvordan den oprindelige Abarth-ånd kunne bibeholdes i eldrift. Den del er løst med en lyd-generator, som angiveligt kan genskabe den rigtige ”Abarth-sound”.
Den nye Abarth 500e vil blive lanceret næste sommer. Entusiaster kan forudbestille en ekstraudstyret, ”Scorpionissima”-version. Priserne kendes ikke, men et niveau på omkring 300.000 kr., før danske afgifter er antydet. Abarth importeres ikke officielt til Danmark. Men tidligere har heftige versioner af de kendte 500-modeller fundet vej herhjem gennem alternative importører. Det kan meget vel ske igen.
- Blev grundlagt i 1949 af østrigsk-italienske Carlo Abarth og italienske Armando Scagliarini i hjembyen Torino. Carlo Abarth begyndte sit samarbejde med Fiat i 1952. Han byggede dengang modellen Abarth 1500 Biposto sammen med mekanikere og ingeniører fra Fiat.
- Abarth blev solgt til Fiat i 1971, mens firmaets racerhold blev solgt til motorsportslegenden, Enzpo Osella, som bl.a. drev et Formel 1-hold. Abarth kom til at udgøre motorsportsafdelingen hos Fiat. Det var under ledelse af den berømte fly- og motordesigner, Aurelio Lampredi, der bl.a. har været hos Ferrari.
- Abarth fungerer i dag som Fiats performance-brand. I 2007 relancerede Fiat mærket med Grande Punto Abarth og Grande Punto Abarth S2000. Siden er der produceret en række modeller, især specialversioner af Fiat 500.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.