Konference om ledelse og vækst
Maritim direktør er blandt de ledere, der på en konference i Hjørring, deler ud af sin viden
Opdateret 16. maj 2022 kl. 13:41
HJØRRING: Hvad kræver forandring og vækst af lederen og medarbejderen? Det er emnet på konferencerækken ”Leder – flyt dig”, som Lederne arrangerer i løbet af foråret.
Tirsdag 1. april klokken 13 står lokalafdelingen Lederne Vendsyssel bag konferencen, som holdes i Hjørring BioCenter. Her kan man blandt andre møde administrerende direktør for det maritime videnscenter MARCOD Christine Lunde, der hjælper små og mellemstore virksomheder i den maritime sektor med at skabe vækst.
Christine Lunde vil på konferencen fortælle, hvordan den maritime sektor har bidraget til vækst i Nordjylland og samtidig dele sine personlige erfaringer med at lede og udvikle en ung organisation som direktør.
På konferencen vil også direktør i Nordjyllands Trafikselskab Jens Otto Størup fortælle, hvordan man i en virksomhed, der skal tage hensyn til mange interessenter, forbliver en tydelig leder, som medarbejderne har respekt for og lyst til at følge.
Som iværksætter har Jacob Risgaard levet efter mantraet ”The sky is the limit”, hvilket har drevet ham til at gøre virksomheden Coolshop.dk til en stor succes på kun et år. Han vil på konferencen dele ud af sine erfaringer med at skabe vækst via utraditionelle metoder.
- Forandring og vækst kræver forskellige ledelsesmæssige tiltag alt efter hvilken virksomhed, det drejer sig om. Derfor ser jeg frem til at høre alle tre oplægsholdere bidrage med deres individuelle erfaringer, siger afdelingsformand for Lederne Vendsyssel Karina Fisker.
Konferencen i Hjørring BioCenter er rettet mod ledere på alle niveauer, og både medlemmer og ikke-medlemmer af Lederne er velkomne. Tilmelding kan ske på www.lederne.dk/konferencer.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.