Kongehus-kender: Camilla er bragt ind fra kulden
Dronning Elizabeth ønsker, at prins Charles' hustru, Camilla, skal bære en dronningetitel, når han tager over.
At dronning Elizabeth ønsker, at hendes svigerdatter Camilla skal bære titlen som dronning, når prins Charles en dag bliver konge, er ikke gået ubemærket hen blandt kendere af det britiske kongehus.
Eksempelvis kalder den royale kommentator Peter Hunt det for en "ekstraordinær indgriben" fra dronningens side.
- Camilla er bragt ind fra kulden, skriver han i et indlæg i det britiske magasin The Spectator.
Hunt har tidligere været royal korrespondent for britiske BBC.
I forbindelse med markeringen af sine 70 år på tronen søndag har dronningen skrevet i et brev, at hun ønsker, at Camilla, skal bære titlen Queen Consort, når hendes mand, prins Charles, bliver konge.
Queen Consort er betegnelsen for en kvindelig ægtefælle til en konge. Dermed bliver hertuginden af Cornwall til dronning Camilla.
Peter Hunt skriver også, at den 95-årige dronning "fremtidssikrer en institution, hun har stået i spidsen for i 70 år".
Også Ed Owens, der er historiker i det moderne britiske monarki, har kommenteret på dronningens ønske om at gøre Camilla til dronning.
Han siger til den britiske avis The Mirror, at monarken forsøger, at "legitimere tronfølgen".
- Det er et meget klogt PR-træk fra paladsets side, siger han.
Prins Charles blev gift med Camilla i 2005.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.