Skolevæsen

Kongelig modtagelse på indisk skole

Der var både blomsterkranse og nationalmelodier, da Halvorsminde Efterskole besøgte Nehru World School i New Delhi

Der blev sendt lange blikke. Foto: Jakob Gammelgaard
Der blev sendt lange blikke. Foto: Jakob Gammelgaard

INDIEN/HJØRRING: - Tror i også de får meget farsbrød. Nej det gør de nok ikke, lød det i bussen inden det store selskab fra Hjørring rullede ind foran Nehru World School i en forstad til New Delhi.

Her skulle de 100 danske elever og deres lærere have et indblik i indisk skolegang, og ikke mindst møde jævnaldrende indere face to face. Og selskabet blev næsten blæst bagover af den varme og højtidelige modtagelse. Alle var i nystrøgne skoleuniformer, der var blomsterkranse til gæsterne og højtidelige takketaler, som var et royalt besøg værdigt. Børn og lærere udstrålede ægte stolthed af deres skole og styr på sagerne.

Et andet Indien

En skærende kontrast til det kaotiske Indien, som de danske elever havde oplevet de første par dage.

- Det er denne dag, der skal gøre rejsen til mere end en oplevelsestur, fastslog lærer Martin Øbo inden besøget.

Nehru World School er så også en indisk skole fra øverste skuffe. 1100 elever fra den bedre middelklasse, der har råd til at betale cirka 500 kroner om måneden for undervisningen, der starter når børnene er tre år gamle!

Hård disciplin

Halvorsmindes elever fik en smagsprøve på engelsk - og matematik-undervisning efter indisk standard, og her var ikke overraskende en mere streng disciplin, end vi er vant til.

- Jeg synes ikke undervisningen er sværere, men der er mere disciplin, og alle bliver hørt i lektierne, sagde elev Lisa Andersen efter besøget i klasseværelserne.

Over frokosten, som ikke var farsbrød, men pizza, blev der snakket fritidsliv, forskelle og ligheder.

- De er godt nok skrappe til at snakke engelsk, og så synes de det er helt vildt, at vi kan købe alkohol når vi er 16 år, fortæller Peter Jensen, der ellers også kunne konstatere, at de unge indere interesser sig for nogle af de samme ting som danske unge - sport, film, facebook og så selvfølgelig det modsatte køn.

Privatundervisning

Men de er også meget ambitiøse. Uddannelse er det, der skal hæve dem op over det enorme antal fattige indere, og selvom skoledagen på Nehru World School går fra 7 til 13.15, så er det ikke hele sandheden.

- Det er meget almindeligt at tage ekstra coaching i de fag man skal bruge i den videre uddannelse, fortæller kemilærer Alok Kumar Sharma, der selv har privat-undervisning af elever i sit hjem efter skoletid.

Efter frokost var det tid til spil og leg, Halvorsminde Efterskole viste dansk gymnastik, og der blev dystet i håndbold og basketball.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden