Konsekvenser ikke beregnet af EU-udbud
Kommunen føler sig sikker i sin sag om nyt rådhus.

Sådan kommer rådhuset til at se ud. Kommunen forventer, at renoveringen kører efter planen.? Illustration: Arkitektfirmaet Finn Østergaard A/S
Hjørring Kommune har ikke overvejet, at renoveringen af Codanhus kunne blive sendt i EU-udbud. Kommunen har derfor ikke regnet på konsekvenserne af, at det nye rådhus kunne komme i EU-udbud. Det oplyser borgmester Arne Boelt. - Vi er nemlig helt sikre på, at renoveringen ikke skal i udbud, siger Arne Boelt. - Vi har haft eksterne jurister med speciale i udbud til at se på denne sag for at sikre os, at vi overholder reglerne. Foruden vore egne jurister har vi haft advokat Søren Bach fra Hjørring og advokater med speciale i EU-ret fra Aarhus til at studere sagen. Juristernes væsentligste grunde til at mene dette fremgår af et notat, som Hjørring Kommune har udarbejdet om sagen. Advokaterne siger blandt andet, at der både før og efter renoveringen har været tale om et lejeforhold, da bygningen, hvor kommunens administration holder til, altid har været ejet af andre. Advokaterne vurderer, at EUs udbudsdirektiv ikke omfatter lejeaftaler. Advokaterne lægger ikke mindst vægt på, at der "ikke er tale om et skræddersyet byggeri, hvor Hjørring Kommune har udarbejdet byggeprogram eller opstillet særlige vilkår for indgåelse af aftaler, som afviger fra sædvanligt nutidigt kontorbyggeri med kantine- og mødefaciliteter". Desuden skriver advokaterne, at Hjørring Kommune ikke er eneste lejer i det renoverede hus, selvom den naturligvis er den største. Desuden slår advokaterne fast, at "Hjørring Kommune indgår ikke i noget bygherreudvalg eller byggeudvalg, men deltager alene i en kontaktgruppe som lejer, formentlig i lighed med de øvrige lejere". Advokaterne påpeger i øvrigt, at der for kommunen er tale om en fortsættelse af et lejemål, hvor huslejen ligger på samme niveau som det nuværende huslejeniveau. - Den indflydelse, vi har på det udvendige af rådhuset, har vi kun, fordi vi er planmyndighed, siger teknisk direktør Andreas Duus. - De kommentarer, vi måtte have til arkitekturen, er en del af lokalplanprocessen. Andreas Duus afviser i øvrigt, at kommunen har projektansat en medarbejder til at samarbejde med Enggaard om byggeriet. Han oplyser, at medarbejderen er ansat til at hjælpe med den midlertidige omplacering af medarbejderne på Codanhus i den tid, renoveringen foregår. Høringsperioden for lokalplanen til det kommende rådhus løber til 4. april.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.