Kontakttal med stor usikkerhed falder fra 1,1 til 0,9
Det er ikke muligt at drage konklusioner ud fra det seneste kontakttal på grund af usikkerheder.
Kontakttallet for spredningen af coronavirus er faldet fra 1,1 til 0,9.
Det indikerer umiddelbart, at epidemien er faldende.
Tallet er dog behæftet med stor usikkerhed, oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
- Stærkt svingende testmønstre jul/nytår gør, at kontakttallet er behæftet med store usikkerheder.
- Det er beregnet til 0,9 men er ikke muligt på nuværende tidspunkt at drage konklusioner ud fra, skriver sundhedsministeren på det sociale medie Twitter tirsdag.
Kontakttallet er en beregning af, hvordan smitten med coronavirus spreder sig i samfundet.
Når kontakttallet er 0,9, svarer det til, at ti personer med coronavirus i gennemsnit vurderes at smitte ni andre.
Antallet af nye smittetilfælde har svinget en del over jul og nytår. 25. december var der for eksempel 10.027 nye smittede. Fire dage senere var tallet 23.228.
Der har også været store udsving i, hvor mange der er blevet testet dagligt.
2. januar var der resultater fra 65.325 PCR-test, der bliver taget via svælget og bliver betegnet som de mest sikre coronatest.
Bare få dage før - 31. december - var der resultater fra 222.207 PCR-prøver.
Og de svingende testmønstre betyder altså, at der ikke kan drages konklusioner på baggrund af kontakttallet.
Derfor kan det - heller ikke selv om tallet er under 1,0 - siges endeligt, at epidemien er aftagende på nuværende tidspunkt.
De sidste mange uger har kontakttallet ligget omkring 1,1, hvilket har indikeret en epidemi i vækst.
Kontakttallet udregnes ved at se på smittetallene for halvanden uge siden.
Tallet bruges af myndighederne som et blandt flere pejlemærker til at se, hvordan coronapandemien udvikler sig i samfundet.
Tallet kan sige noget om, i hvilken retning pandemien går, men ikke hvor mange smittetilfælde der er i samfundet.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.