Kontant håndsrækning fra frivillige til frivillige
26 foreninger fik del i det overskud, som Genbruget Hadsund har skabt gennem det seneste år
HADSUND: Søndag fejrer Genbruget sin 36 års fødselsdag, men rollerne var lidt vendt om dagen før, da næsten-fødselaren i stedet for at blive begavet delte gaver ud til andre.
Da var det nemlig blevet tid til den årlige uddeling af det overskud, der igennem det seneste år er genereret ved salg af genbrugsgenstande i butikken på Storegade i Hadsund.
Det er også her, uddelingen finder sted, og da de frivillige i Genbruget har for vane at begunstige 20-30 foreninger og organisationer og invitere repræsentanter for dem alle, sidder man godt stuvet sammen. Således også i år, hvor genbrugskagen blev skåret i 26 portioner.
Mange af deltagerne er gengangere, og uddelingen foregår stort set efter samme program år efter år. Typisk med en velkomst af Hadsund Skole Orkester, der selv er blandt modtagerne, fællessange og en tale af pastor emeritus Søren Mathiasen, der som sognepræst i Hadsund i 1979 grundlagde Genbruget, og som lige siden har ledet foretagendet.
Penge retur med renters rente
Kirkens Korshær var dengang fødselshjælper med et tilskud på 11.000 kroner, hvilket man har haft lejlighed til at glæde sig over mange gange siden.
Lige siden har man nemlig modtaget halvdelen af Genbrugets overskud til driften af Kirkens Korshærs varmestue i Aalborg.
Sådan var det også denne gang, dog med den lille ændring, at en del af beløbet øremærkes til Kirkens Korshærs Gårdprojekt, ligeledes i Aalborg.
Traditionen byder også, at Søren Mathiasen retter en varm tak til de frivillige for indsatsen.
En særlig tak gik til Ellen Nielsen, der har valgt at stoppe efter 21 år og er blevet afløst af Annette Møller.
Pengene gik denne gang til:
Skelund omsorgsklub, 3.000, Skelund-Veddum FDF, 5.000, Visborg Omsorgsklub, 4.000, Veddum fællesspisning, 3.000, Als/Øster Hurup Pensionistforening, 2.000, DDS Als Spejderne, 5.000, OK Klubben, Als, 2.000, Øster Hurup FDF, 3.000, Øster Hurup Folkedanserforening, 1.000, Øster Hurup Aktivitetsklub, 3.000, Hadsund Koret, 3.000, Tirsdagsklubben i Hadsund Menighedscenter, 3.000, Hadsund Pensionistforening, 3.000, Hadsund Missionshus, 3.000, Hadsund Skole Orkester, 5.000, Kirkens Korshærs Varmestue i Aalborg, 60.000, Kirken Korshærs Gårdprojekt, 10.000, Ældrecenter Teglgårdens brugerråd, 2.000, Brugerrådet Bernadottegården, 2.000, Frivilliggruppen Skovgården, 2.000, Hadsund Gigtgruppe, 1.000, Ældre sagens Besøgstjeneste, 5.000, Broen Mariagerfjord, 5.000, Mariagerfjord Diabetesforening, 2.000, Mariagerfjord Høreforening, 2.000, Kræftens Bekæmpelse, 1.000.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.