Kontrakt for Aabybro Skole underskrevet
Fredag blev kontrakten underskrevet for den nye Aabybro Skole
Opdateret 26. maj 2014 kl. 09:02
JAMMERBUGT: Det blev fejret med stor festivitas på skolen med deltagelse af elever, lærere, forældre, entreprenører, naboer, borgere og borgmester Mogens Gade.
Der var kagemand til alle og fine taler i skolegården. Opførelsen af kommunens største folkeskole sker i et tæt parløb mellem Jammerbugt Kommune, totalentreprenøren NCC og Ejendomsvirke, og det vil være første gang, at parterne kaster sig ud i den særlige samarbejdsmodel, OPS, offentlig-privat samarbejde.
- Vi er meget glade for denne spændende opgave og glæder os til det samarbejde, vi skal have med kommunen som bygherre og Ejendomsvirke over de næste 25 år. Vores udgangspunkt for samarbejdet er tillid, og det borger for et godt resultat, sagde direktør Henrik Krogh Holm, NCC Construction.
Borgmester Mogens Gade ser frem til at få opført og senere vedligeholdt en skole, der vil blive et vartegn for kommunen – en inspirerende ramme for elever og lærere og en skole, der kan indfri kravene i den nye folkeskolereform.
- Det er et stort øjeblik – at sætte sin underskrift på kontrakten på den nye skole i Aabybro – kontrakten er udtryk for forventning om et mangeårigt godt samarbejde og fælles vilje og mål mellem Jammerbugt Kommune og NCC Construction Danmark A/S og Ejendomsvirke A/S, sagde borgmesteren.
Den særlige samarbejdsmodel OPS er kendetegnet af, at projektering, etablering, drift og vedligehold er samlet i én kontrakt. Det betyder blandt andet, at gode driftsmæssige løsninger kan tænkes ind fra start og at kommunen kan få sikkerhed for et aftalt budget.
Byggeriet af skolen forventes at gå i gang i november i år og skal være afsluttet i juni 2016, så elever og lærere kan tage den nye skole i brug efter sommerferien. Aabybro Skole er det største og dyreste anlægsprojekt i kommunen nogensinde med en samlet anlægssum på 160 mio. kr.AA
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.