Kontrakt om affaldsvarme til Hjørring
Formændene for Hjørring Varmeforsyning og AVV har underskrevet en ny kontrakt på 300 mio. kr. om levering af varme til Hjørring de næste ti år

Hos AVV blev der underskrevet en kontrakt på 300 mio. kr. om levering af affaldsvarme til Hjørring Varmeforsyning. Fra venstre Hlemuth Zickert, næstformand i Hjørring Varmforsyning, Flemming Simonsen, Hjørring Varmeforsyning, direktør Per Sørensen, formanden for AVV, Ole Ørnbøl, og direktør Steen Madsen. Foto: Hans Ravn Hans Ravn
HJØRRING:Hjørring Varmeforsyning og AVV’s bestyrelsesformænd har underskrevet en kontrakt for 300 mio. kr. Affaldsselskabet AVV skal de næste ti år levere varme til Hjørring Varmeforsyning.
De to parter havde i forvejen en samarbejdsaftale frem til 2017, men har altså valgt at lave en ny, der rækker helt frem til 2022.
- Jeg synes, at det er en win-win-situation, for vi er sikret varme, og AVV er sikret en indtægt 10 år ud i fremtiden, siger Flemming Simonsen, der er formand for Hjørring Varmeforsyning.
Varme, der skal leveres de næste ti år, svarer til 5500 boligers varmeforbrug.
AVV sikrer med aftalen, at kunder og kommuner i AVVs område også i fremtiden kan få bortskaffet brændbart affald til lave forbrændingspriser.
Formanden for AVV, Ole Ørnbøl siger:
- Det har været vigtigt for os at sikre, at affaldsforbrænding også fremover er en væsentlig medspiller i fremtidens energisystem. Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at affaldet ikke skal sorteres og genanvendes fremover. Vi skal blive bedre til at udnytte ressourcerne i affaldet ved øget kildesortering og genanvendelse.
Foruden varmen fra AVV skal Hjørring Varmeforsyning i fremtiden have varme fra egen produktion på et nyt multibiobrændselsanlæg, der er produktionsklart til foråret 2014.
AVV leverer også affaldsvarme til Hirtshals og Lørslev.
Af de 300 mio. kr. er de 100 mio. kr. afgifter til statskassen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.