Biler

Kontroversiel og nostalgisk

Ineos Grenadier, der er kraftigt inspireret af den gamle Land Rover Defender, kan snart købes herhjemme

Den terrængående Ineos Grenadier er som snydt ud af næsen på den gamle Land Rover Defender, men den er en helt ny konstruktion.
Den terrængående Ineos Grenadier er som snydt ud af næsen på den gamle Land Rover Defender, men den er en helt ny konstruktion. Foto: Ineos

Opdateret kl. 13:22

NOSTALGI: Hvis du er typen, som synes, at den oprindelige og kantede Land Rover Defender med rødder tilbage til 1948 er helt speciel, og mener at den nye generation er blevet for stor og voldsom, så kan du måske få drømmene opfyldt. Ineos Grenadier, som er en af de mest kontroversielle bilnyheder i mange år, kommer nemlig til Danmark.

Det sker gennem det svenske firma Hedin Mobility Group, som er skandinavisk importør for det helt nye britiske bilmærke.

Importøren er dog foreløbig forholdsvis tavs mht. til priser, distribution og evt. forhandlere.
Magnus Matsson, som er PR- og kommunikationschef hos Hedin Mobility Group, bekræfter importen, men er forholdsvis kortfattet pt.

”- i vil sælge Ineos Grenadier i alle Skandinaviske lande, inklusiv Danmark. Men jeg kan ikke sige mere lige nu, da vi er i gang med at komme på plads, lyder det fra Magnus Matsson.

Flere tusinde har allerede lavet en mere uforpligtende forhåndsreservation. Men man kan nu fra 18. maj, specificere og reservere en bil på mærkets hjemmeside, hvor priserne for personvognen starter fra 50.000 pund eller 436.000 kr. Det er dog uklart, hvad bilen vil koste efter danske afgifter, som dog vil være betragtelige, da der er tale om en vogn med klassisk benzin- eller dieselmotor.

Motorbestykningen, som kommer fra BMW, lyder også driftssikker. Her er tale om to sekscylindrede 3,0 liters motorer, nemlig en benzinmotor på 249 hk og en dieselmotor på 286 hk. De overfører kræfterne med en otte trins ZF-automatgearkasse.

Var alligevel unik

Bag navnet Ineos Grenadier gemmer der sig en helt ny firehjulstrækker, som er udviklet af den engelske milliardær, sir Jim Ratcliffe, der er en stor Land Rover-fan, savnede den gamle Defender og så for sig, at der måtte være et marked for en forholdsvis kompakt og slidstærk arbejdshest til terræn og professionelle brugere.

Resultatet blev Ineos Grenadier, der er opbygget på en stiv chassisramme og naturligvis har permanent firehjulstræk som den gamle Defender. Det betyder, at der er mulighed for flere typer karosseri.

Netop den slående lighed med den oprindelige Defender, når vi bl.a. ser på døre, kølerhjelm, lygter og endda reservehjulet på bagklappen fik folkene fra Jaguar Land Rover i engelske Coventry op på barrikaderne.

Men rent juridisk kunne de ikke stoppe udviklingen af bilen, der bl.a. et sket sammen med østrigske Steyer, som længe har produceret Mercedes Geländewagen, og altså ved noget om slidstyrke og firehjulstræk.

Rent praktisk har Ineos købt en fabrik i franske Hambach, hvor Mercedes har produceret Smart, og hvor produktionen nu starter.

Med en længde på hele 4,9 meter er den noget længere end en klassisk Old school Defender ”110”, lige som akselafstanden også er større. Til gengæld er den så en halv snes cm kortere end den længste version af den nye Defender.

Forhistorie fra starten

I terrænet er der centralt spær og mulighed for spær både for og bag, mens en række assistentsystemer kan hjælpe bilen gennem terrænet. Her er også en vadedybde i vandløb mv. på 80 cm, mens bilen kan have 3,5 ton på krogen.
Inden døre er der en meget enkelt opbygget instrumentering dog med infotainment i tidens ånd.

I første omgang er det en helt klassisk SUV, enten som varevogn eller personbil med plads til fem, der får lov til at åbne ballet. Men der har også været tale om en pickup.

Her lægges ud over basisversionen ud med to specialmodeller, som i ærkebritisk stil og med forhistorie er inspireret af de klassiske Belstaff oilskins Fieldmaster og Trialmaster-jakker med rødder tilbage til 1924. Således kan Grenadier både fås i en Fieldmaster og en Trialmaster-edition. Her er førstnævnte den luksuriøse med bl.a. lædersæder, 17 eller 18 tommer hjul og ”Safari Winduer” i taget – helt som i den oprindelige Defender. Sidstnævnte er den mere hardcore type til eventyr. Den har bl.a. grovere B.F Goodrich terrændæk, spærredifferentiale for og bag samt hævede luftindtag.

Ineos Grenadier
  • Den firehjulstrukne SUV er skabt af Land Rover-entusiasten, sir Jim Ratcliffe, der er milliardær og bestyrelsesformand for Ineos Industries, som gør i den petrokemiske industri.
  • Grenadier er for øvrigt navnet på Sir Ratcliffs favoritpub i London.
  • Pris: Ukendt
  • Længde/bredde/højde: 490/193/204 cm
  • Frihøjde: 264 cm
  • Vadedybde: 80 cm
  • Tilkørselsvinkel: 35,5 grader
  • Afgangsvinkel: 36,1 grader
  • Breakesover vinkel: 28,2 grader
  • Motorer. 3,0 liters sekscylindrede rækkemotorer fra BMW. Der er tale om en benzinmotor på 249 hk og en dieselmotor på 286 hk. Ineos arbejder også på en brint-drevet version sammen med Hyundai.
  • Garanti: 5 år/ubegrænset km-antal.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden