Krabben generes af vandmasser
Smeltevand og regn har skabt en større sø
HJORTDAL: Gummistøvler og lommelygter har den seneste uges tid været nødvendigt udstyr for beboere, besøgende og ansatte på bofællesskabet Krabben i Hjortdal.
Kørevejen og parkeringspladsen ved bygningen er nemlig blevet til en mægtig 30 centimeter dyb sø, som gør området utilgængeligt for almindelige personbiler, og vandet har taget den udendørs belysning med i købet.
- Problemerne begyndte allerede før jul, men det blev værre, da sneen smeltede mellem jul og nytår, forklarer lederen af Krabben, Solveig Knudsen.
- Nu har vi fået fat i et firma til at pumpe vandet ud, og de er godt i gang. Senere kommer der også et kloakfirma og undersøger, hvad der er galt, oplyser hun.
- Det var jo umuligt at få fat i nogen mellem jul og nytår, hvor alle holder lukket, og da det ikke er en livstruende situation, er det ikke en opgave, beredskabet skal tage sig af, forklarer Solveig Knudsen.
- Men nu har vi selv taget affære for at få løst problemet.
Grunden, Krabben er bygget på, er kommunal, og fra ældre- og handicapforvaltningen oplyser Svend Aage Fog, at der tidligere har været problemer med meget vand i området efter store regnskyl.
- Bygningen ligger i en lavning, og de store mængder smeltevand kan åbenbart ikke komme væk. Nu får vi undersøgt grundigt, hvad årsagen er til det, og det sker senest torsdag morgen, oplyser han.
- Det er allerede undersøgt med tv-inspektion, om der er problemer med det interne afløbssystem, også efter den seneste tilbygning, og det er der ikke. Nu får vi undersøgt resten af afløbssystemet helt ud i vejen for at finde ud af, hvor problemet ligger, forklarer Svend Aage Fog.