Kræver 30 års fængsel i narkosag
Anklager kræver lange straffe til fire mænd i omfattende narkosag. Nordjysk HA-rocker opfattes som bagmand.
De fire mænd, der er tiltalt for omfattende handel med euforiserende stoffer, skal sammenlagt 30 år i fængsel, hvis det står til sagens anklager, Kim Kristensen. Det slog han fast, da Retten i Aalborg tirsdag nåede til de afsluttende procedurer i sagen. Anklageren vil have en 38-årig mand fra Skelund, der er fuldgyldigt medlem af Hells Angels straffet med 10-11 års fængsel. Anklageren er overbevist om, at rockeren står bag alle stofferne i anklageskriftet. Han mener, at rockeren kynisk og med hård hånd har styret en 48-årig tiltalt fra Aalborg til at begå forbrydelserne. Rockeren afviser dog alle anklager om, at han skulle være bagmand. Derimod erkender han at have udøvet vold mod den 48-årige. Volden skete få dage efter, at politiet havde konfiskeret næsten et kg kokain, et halvt kg hash og over 2000 piller, som den 48-årige havde gemt i redskabsskuret til et kolonihavehus i Aalborg. Anklageren mener, at volden var straf for tabet af stofferne. Rockeren er tidligere dømt for handel med amfetamin, vold og vold med døden til følge, hvilket anklageren ser som yderligt skærpende omstændigheder. Brugt som marionet Anklageren mener, at den 48-årige skal straffes med 9-10 års fængsel. Han er tre gange tidligere dømt for handel med stoffer. Det eneste formildende er, at den 48-årige har handlet efter ordrer og er blevet brugt som marionetdukke af rockeren til at udføre forbrydelserne, mener anklageren. Den 48-årige er dog stadig højt placeret i hierarkiet, hvilket også skal tages i betragtning ved strafudmålingen. Den 48-årige erkender mange af forholdene, men nægter at rockeren har noget med sagen at gøre. Beskeden rolle De sidste to tiltalte har tilsyneladende spillet mindre roller i forbindelse med handlen med stoffer. Anklageren vil have en 53-årig mand fra Aalborg fængslet i fire-fem år for at have forsøgt at modtage en leverance af 11 kg hash og 1,9 kg amfetamin og for at have solgt mere end 100 gram amfetamin fra sin lejlighed. Den 53-årige erkender forholdene delvist. Desuden er fire mænd allerede dømt eller har fået bøder for at købe stoffer af den 53-årige. Den fjerde tiltalte er en 38-årig mand fra Aalborg, der ejer det kolonihavehus, der blev brugt til opbevaring af store mængder stoffer. Anklageren kræver den 38-årige fængslet i fire-fire et halvt år, da han efter anklagerens vurdering har spillet en vis rolle i forbindelse med de opbevarede stoffer. Desuden er han tiltalt for at sælge 10-15 gram kokain til en ven. Sagen mod de fire mænd fortsætter i dag, hvor det er forsvarets tur til at procedere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.