Kræver far og mor sendt i fængsel for vold mod spædbarn
Ungt forældrepar tiltalt for grov vold mod lille søn, som brækkede ribben
Opdateret kl. 15:13
NORDJYLLAND: Et ungt forældrepar nægtede sig skyldig i vold mod deres lille søn, da de tirsdag var i retten i Aalborg.
Anklageren kræver dem hver idømt et år og tre måneders fængsel for grov vold mod spædbarnet, der havde brækket fire ribben og var blevet slået på kinden.
I januar sidste år blev den lille dreng indlagt på sygehus, hvor læger konstaterede brud på fire ribben samt hævelser på den ene kind.
I retten i Aalborg erklærede en læge som vidne, at spædbarnets skader med sikkerhed er påført.
- Der er ingen tvivl om, at der er sket omsorgssvigt, sagde han.
Retslægerådet og Retsmedicinsk Institut har konkluderet, at skaderne på spædbarnet med stor sandsynlighed er påført.
Forsvarerne for det unge forældrepar afviste, at der var bevis for, at parret har begået volden mod barnet.
Derfor bør forældrene - en 27-årig mand fra Hobro og en 23-årig kvinde fra Randers - frifindes, mente forsvarerne.
Dommen afsiges i næste måned.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.