Kransekagefiguren rullede sig ud
Tim Christensen leverede ypperlig solokoncert i Det Musiske Hus
Opdateret 14. marts 2014 kl. 09:01
FREDERIKSHAVN: Det var intet mindre end fantastisk, da Tim Christensen lørdag aften optrådte i Frederikshavn.
Den sjælfulde sanger, guitarist og sangskriver udgjorde en glimrende kransekagefigur i den underholdningsmæssige fødselsdagslagkage, som gæsterne gennem uge 8 har fortæret i Det Musiske Hus. Masser af underholdning er det blevet til i ugens løb.
Det er nemlig ti år siden, at Det Musiske Hus slog dørene op for publikum - og også dengang var det med Tim Christensen på scenen.
- Det er jo lidt sjovt på den måde at blive hyret til at komme tilbage hertil, for jeg er faktisk slet ikke på turné lige nu, fortæller Tim Christensen til NORDJYSKE.
En svulmende række af hits
Selv om det er ti år siden hans første optræden i Det Musiske Hus, så er den tidligere Dizzy Mizz Lizzy-forsanger dog på ingen måde gået af mode. Snarere tvært imod.
Hans katalog af hits er bare svulmet yderligere op, og på denne lørdag aften formåede han fra start til slut - og lidt længere - at fastholde publikum i et sikkert greb.
Selv om man udmærket kender Tim Christensens kvaliteter, så kan man alligevel kun blive imponeret af, hvordan han - blot ved hjælp af sin strube, sine fingerspidser og en guitar - frembringer de smukkeste musikalske kunstværker.
Og så må man bare sige, at det klæder Tim Christensens sange helt vildt, når han går en anelse ned i tempo og laver dem i en akustisk version. På den måde får man tid til virkelig at nyde både hans stemme og hans guitarspil.
Et ekstranummer - eller to
Tim Christensen afsluttede koncerten med hittet ”How Far You Go”, hvorefter han - som man nu gør - blev klappet ind til et par ekstranumre.
Det førte til, at folk blev forkælet med ”Silverflame” og ”Whispering At The Top Of My Lungs”.
Og så var det ellers, at Tim Christensen havde fyraften. Det troede i hvert fald han - og også et par håndfulde fra publikum.
Resten af de begejstrede tilhørere fortsatte dog klapsalverne - og efter et kort stykke tid kom den lidt forlegne hovedperson tilbage på scenen.
Og så begyndte han at spille endnu et stort hit - ”Kings Garden” - hvilket fik nogle af de tilskuere, der allerede var på vej ud af døren, til at vende tilbage til koncertsalen.
”Kings Garden” blev et effektfuldt punktum for en fornem fødselsdagsfest for Det Musiske Hus.
Tillykke med de 10 år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.