Krav om bredere Ryå
For at undgå oversvømmelser bør Ryå graves bredere
BRØNDERSLEV: - Sæt gravemaskiner i gang med at gøre Ryå bredere. Den opfordring kommer fra en nabo til Ryå, gårdejer Niels Kronborg Lundgaard, Saltum, efter de kraftige oversvømmelser af Ryå.
- Når der kommer 28 millimeter vand, har vi nærmest havudsigt, fordi Ryå går over sine bredder, fortæller Niels Kronborg Lundgaard.
Ålauget Brønderslev Vest er gået ind i sagen for at dæmme op mod oversvømmelserne.
- Ryå er dimensioneret til at klare 10 liter vand pr. sekund pr. kvadratkilometer, men vandmængden er i dag 50 procent større, fortæller formand for Ålauget Brønderslev Vest, gårdejer Knud Thing.
I de 150 år, der er målt nedbør, er der sket en forøgelse af regnmængden, der svarer til 15 centimeter vand.
Knud Thing fortæller, at Brønderslev Kommune opfylder forpligtigelsen til at skære grøde, mens nabokommunen Jammerbugt ikke har opfyldt sin del af aftalen.
- Der hvor Ryå er grænse mellem Brønderslev og Jammerbugt Kommuner har Brønderslev Kommune klippet sin del, mens Jammerbugt Kommune ikke har klippet.
Nogle steder er der bevoksning, der forhindrer vandets gennemstrømning.
Ifølge Knud Thing er Ryå nogle steder blevet to meter smallere, end den har været, og bunden er hævet på grund af sandaflejringer.
Knud Thing fortæller, at der fra Danmarks Naturfredningsforenings og Dansk Ornitologisk Forenings side er modstand mod, at der graves i Ryå på en fredet strækning.
Orbicon er i gang med målinger, der skal danne grundlag for en plan for Ryås fremtid.
Ryå er ca. 50 kilometer lang, og har sit udspring ved Hallund, og munder ud i Limfjorden.
Ryå afvander ca. 28.000 hektar jord i Brønderslev Kommune samt dele af Hjørring og Aalborg Kommuner.
I 1948 blev Ryå rettet op, hvor den før den tid snoede sig mere gennem landskabet.
Knud Thing er optimistisk med hensyn til af finde en løsning.
- Vi har nogle diskussioner i ålauget, og kritikken af Jammerbugt Kommune er ikke faldet i god jord, fortæller Knud Thing.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.