Krav om erstatning i OW Bunker-sag
Institutionelle investorer har afleveret stævninger med et samlet erstatningskrav på over 800 millioner kroner
Opdateret kl. 15:53
NØRRESUNDBY: Institutionelle investorer har mandag afleveret to stævninger med krav om erstatning for tab i forbindelse med OW Bunkers konkurs i 2014 til Københavns Byret.
Et konsortium bestående af 26 danske institutionelle investorer rejser et samlet erstatningskrav på 769 millioner kroner.
Kravet kommer som følge af et børsprospekt, der ifølge investorerne på væsentlige punkter var mangelfuldt i form af ufyldestgørende, fejlbehæftede, misvisende samt udeladte og skjulte informationer.
De væsentligste mangler vedrører oplysninger i prospektet i relation til spekulation i olieprisens udvikling og samhandlen med én meget stor kunde via Singapore-selskabet Dynamic Oil Trading.
Erstatningskrav mod flere
Erstatningskravet er rettet mod OW Bunker A/S under konkurs, kapitalfonden Altor samt bestyrelsen og den daglige ledelse i OW Bunker.
Søgsmålet kan blive udvidet til også at omfatte yderligere parter, ligesom der ikke på nuværende tidspunkt er taget stilling til, om der skal rejses yderligere sager.
Dette skyldes ikke mindst, at investorerne ikke på nuværende tidspunkt har den fulde information om og dokumentation for særligt forløbet op til børsnoteringen af OW Bunker i marts 2014.
Også et mindre krav
Derudover har fem investorer (PFA Kapitalforening, Investeringsforeningen PFA Invest, Kapitalforeningen Mermaid Nordic, Investeringsforeningen Gudme Raaschou og Kapitalforeningen Lærernes Pension Invest) afleveret en stævning med krav om en erstatning på 67 millioner kroner.
Dette krav stammer fra manglende overholdelse af oplysningsforpligtelserne i værdipapirhandelsloven i efteråret 2014.
Kravet er rejst mod OW Bunker A/S under konkurs, den daværende formand, den daværende næstformand og den daværende direktion.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.