EMNER

Kreative skal indsamle penge gennem kommunen

Vesthimmerlands Kommune har netop valgt at gå videre med en ny indsamlingsplatform

Foto: Torben Hansen

Opdateret kl. 15:21

VESTHIMMERLAND: Fænomenet crowdfunding har de seneste år vokset sig kæmpe stort ude i verden, men har ikke for alvor bidt sig fast i Danmark endnu.

Det skal der nu laves om på i Vesthimmerlands Kommune, hvor kommunen nu får sin egen platform, som skal hjælpe med at skaffe investeringer til kommunens kreative borgere.

Projektet er oprindeligt startet i Langelands Kommune, og selvom det ikke har været nogen stor succes for dem, springer Vesthimmerlands Kommune nu med på projektet.

Da projektet ikke kommer til at koste penge fra kommunekassen, er Rasmus Vetter, næstformand i Kultur- og Fritidsudvalget, ikke bange for at det bliver en fiasko. Det værste der kan ske er, at de taber ansigt, siger Rasmus Vetter.

Crowdfunding kan oversættes til netværksfinansiering. Hele ideen er, at man i stedet for at have få investorer, som hver lægger et stort beløb, bruger sit netværk til at samle en masse små beløb sammen. Investorerne bliver altså ens netværk af venner, kolleger og familie, og ofte betales de små investeringer tilbage med en bid af det der investeres i. Støtter man en filmskaber kan man få en kopi af filmen, når den er færdig.

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte i sidste uge projektet, så kommunens embedsmænd kan arbejde videre med at finde ud af, hvordan og hvornår projektet kan blive en realitet.

Hjemmesiden som Langelands Kommune bruger kan ses på www.crowdfunding.dk

Gå til relaterede emner

Forsiden