Heinz er 21 år, nyforelsket og nybagt far - og hans kæreste og datter bor hos hans svigerforældre i Svenstrup syd for Aalborg.

Fristelsen er for stor. Den unge soldat stiger på toget, deserterer fra sit regiment og står nu til dødsstraf.

Nogle dage efter banker det på døren i det lille hus i Svenstrup. Familiens overhoved og Heinz’ svigerfar, Jens Christian, åbner. Det er den tyske regimentschef Misch, der spørger, om han har set Heinz. De to mænd i døråbningen kender hinanden. Regimentschefen var tidligere stationeret i Hvorup, hvor familien boede, før de flyttede til Svenstrup.

- Så siger vi det, siger Misch og forlader matriklen.

Fra dét øjeblik ved den lille familie, at Heinz må væk.

- Men gudskelov var han ude at gå med mig og min mor, da Misch bankede på, fortæller Inge Pedersen 71 år.

- Ellers kunne jeg hurtigt have mistet min far.

Inge Pedersen er et af de 5.579 krigsbørn, der af Justitsministeriet blev registreret som tyske krigsbørn. Hendes mor, Olga Marthine Sørensen, og hendes far, Heinz Gustav Hoppenworth, var godt på vej mod et lykkeligt liv sammen. Men hun var dansker, og han var tysker.

- De var jo bare unge og forelskede. Men krigen skilte dem ad, fortæller Inge Pedersen, der straks vender tilbage til februar 1945:

- Nogle dage efter regimentschefens korte visit følges min far og min mor til stationen i Svenstrup for at tage afsked. Min fars sidste ord er: Jeg kommer tilbage.

Inge Pedersen fortæller tirsdag 15. marts historien. Hun er gæst i FOA’s Seniorklub, der har møde i FOA’s bygning i Grønnegade i Brønderslev.