Krigen blev genskabt på Bangsbo Fort

Lørdag var der Stützpunkt Nord, der genfortæller historien om besættelsestiden

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

FREDERIKSHAVN:Lørdag var der for tredje år i træk Stützpunkt Nord på Bangsbo Fort syd for Frederikshavn.

Formålet er at holde liv i fortællingerne om de fem mørke år under besættelsen, og de besøgende kunne blandt andet opleve gamle uniformer, køretøjer og våben fra dengang, Danmark var i krig.

Udgangspunktet er altså alvorligt nok, men der var så sandelig også grund og lejlighed til at glæde sig over den store entusiasme, som frivillige fra forskellige foreninger viste frem.

Tag nu bare Kasper Tulstrup og Frederik Hyttel fra Århus, der har været venner siden fireårsalderen.

De elsker at spille hardball (en virkelighedstro hobby/sportsgren, hvor deltagerne skyder med softguns), og i spillet er de iklædt britiske uniformer fra Anden Verdenskrig.

Frederik og Kasper blev inviteret med til Stützpunkt Nord, hvor de fik en snak med mange af gæsterne.

Deres uniformer er ganske vist en kopi. Men der er tale om en ganske tro kopi af uld, og da intet er overladt til tilfældighederne er Frederiks og Kaspers underbukser også fremstillet af uld denne dag.

Udstyret bliver købt på nettet og på militære overskudslagre, og for eksempel er deres telte ikke kopier, men skulle være den rigtige vare fra Anden Verdenskrig.

- Vi synes, det er mere spændende, at vores uniformer har relation til et stykke historie i stedet for, at der er tale om uniformer fra nutiden, siger Kasper Tulstrup.

Udover de to venner fra Århus kunne de besøgende også studere Det Civile Beredskab, som blev skabt under krigen til brandbekæmpelse og redningstjeneste, ligesom det var muligt at se nærmere på et håndvåben, der har tilhørt en frihedskæmper fra Frederikshavn.

Kenneth Kristensen fra foreningen Stützpunkt Nord er glad for de mange frivillige entusiaster, som er med til holde liv i en vigtig historie.

- Anden Verdenskrig er en milepæl i historien. Men øjenvidneberetningerne er ved at dø ud. Derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at genfortælle historien om, hvad der skete dengang, siger Kenneth Kristensen, der godt tør love, at der også bliver Stützpunkt Nord til næste år.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.