Krimi og sund kost
Lotte Dalgaard vender ”hjem” til Stenum
STENUM: Endnu engang gæster journalist og forfatter Lotte Dalgaard Stenum Kulturhus. Denne gang for at fortælle om bogen ”Tilbage til rødderne.” Kostvejleder og coach Marie Brix kommer også og fortæller om overspisning, at spise på følelser og sund kost.
Fredag 11. marts kl. 19 slår Stenums kultur- og forsamlingshus dørene op til det kulturelt arrangement, arrangeret af Thorupgård Bondegårdsferie.
Journalist og forfatter Lotte Dalgaard kommer og fortæller om interviewbogen ”Tilbage til rødderne,” hvori ti kendte danskere fortæller om at have bosat sig der, hvor de voksede op.
I bogen møder man blandt andre fødevare- og landbrugsminister Eva Kjer Hansen fra Aabenraa, håndboldspiller Rikke Skov fra Viborg, radiovært og komiker Christian Fuhlendorff fra Tårnby og fra Nordjylland godsejer Hans Henning Rottbøll på Børglum Kloster. Udover de ti interviews har fotograf Britt Lindemann taget masser af flotte billeder af de kendtes yndlingssteder i deres respektive byer, og turen går også til Ærø, Bornholm, Lolland, Odense, Kerteminde, Herfølge og Helsingør.
Lotte Dalgaard vil fortælle om ideen bag bogen, og hvordan den blev til trods diverse udfordringer undervejs, og hun vil også løfte lidt af sløret for handlingen i sin tredje krimi om journalisten Line Lyng, som udkommer til efteråret.
- Lotte Dalgaard holder ferie med sin familie her hos os, hun skrev Thorupgård ind i sin seneste krimi, ”Det svageste led,” og hun har jo også fået området med i ”Tilbage til rødderne, fortæller Jane Houen Thomsen fra Thorupgård, der har valgt at kombinere forfatteraften med kostforedrag og lækker middag.
- Denne gang kombinerer vi forfatterforedraget med et oplæg fra Marie Brix, som er indehaver af wellnessbutikken Evig Glad i Frederikshavn, og der vil blive serveret lækker mad i form af små tapas-delikatesser og hjemmebagt brød.
Marie Brix fra Evig Glad kommer og fortæller om, hvad det vil sige at spise på sine følelser.
- Overspisning kan føre til livsstilssygdomme og forskellige uhensigtsmæssige tilstande i kroppen. Jeg fortæller om de bagvedliggende årsager til, at maden bruges til at dulme svære følelser, og giver tips til hvordan man bryder ud af den onde cirkel og kommer tilbage på sporet, siger Marie Brix.
Der skal ske tilmelding til arrangementet, og det koster 125 kr. at være med.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.