112 ville ikke køre 20-årig hjem efter bytur: Så gik han amok på nordjysk efterskole
20-årig mand gik ind på Ranum Efterskole, hvor han slog lærere, truede elever, satte ild til en vasketøjskurv og til sidst forsøgte at stjæle en brandbil
RANUM: Ranum Efterskole blev helt tilfældigt udsat for et stort drama i oktober sidste år, da det slog fuldstændig klik for en 20-årig mand, der af en eller anden grund ville have politiet til at køre ham hjem efter en tur på værtshus.
Mandens vrede involverede syv patruljebiler, brandvæsen, vold mod lærere og brandmænd og trusler mod elever samt et mislykket forsøg på at stjæle en brandbil.
Tirsdag blev den 20-årige estiske mand idømt et års fængsel, hvoraf ni måneder blev gjort betinget, samt en advarsel om udvisning for dramaet på efterskolen, oplyser anklager Katja Gram.
112 ville ikke køre taxa - så slog det klik
Det var 16. oktober sidste år - midt i efterårsferien - mellem klokken 01.30 og 02.10, at den 20-årige gik amok.
Forinden havde han været på værtshus og var på vej hjem til fods. Han var lige gået forbi Ranum Efterskole, som han i øvrigt ikke har nogen tilknytning til, da han af uvisse årsager ringede 112 for at få politiet til at hente ham og køre ham hjem.
Ikke overraskende afslog alarmcentralen at lege taxi for manden - og så slog det klik for ham.
Fra at have været høflig og talt stille og roligt, skiftede den 20-årige fuldstændig karakter under de efterfølgende to opkald til 112. Her svinede han betjentene til og truede med at gå ind på Ranum Efterskole og begynde at skyde elever.
Det udløste den store alarm, og der blev sendt hele syv patruljer afsted mod efterskolen.
Satte ild til vasketøjskurv og slog lærere
Men på det tidspunkt var den 20-årige allerede gået ind på efterskolen af en ulåst dør. Inden for aktiverede han brandalarmen og satte ild til nogle viskestykker i en vasketøjskurv i køkkenet.
En pedel på skolen reagerede hurtigt og fik slukket branden i vasketøjskurven. Men han mødte også den 20-årige, der først gav pedellen en lussing og efterfølgende slog ham med knyttet hånd.
Brandalarmen havde vækket hele skolen, og nogle af de få elever, der stadig var på skolen i efterårsferien, havde ringet til en lærer, der boede i nærheden.
Da læreren inden for kort tid kom frem på skolen, fik han samme behandling af den 20-årige. Læreren blev slået i hovedet to gange med knytnæve, og det blev faktisk set af en brandmand.
For på det tidspunkt var den første brandbil nået frem til efterskolen. Men dramaet stoppede ikke her.
Brandmænd overmandede 20-årig
Den 20-årige mødte nu to elever på en trappe, og på engelsk sagde han til dem, at der var en bombe på skolen, og at de skulle skynde sig ud.
Herefter gik manden udenfor, hvor han mødte to brandmænd. Helt umotiveret gik han direkte over til dem og slog dem. Ifølge hans egen forklaring i retten, så var den 20-årige sur på brandmændene, fordi han troede, at det var dem, han havde talt med hos 112.
Efter volden mod brandmændene fik den 20-årige nu øje på brandbilen. Den var tændt, og han så endelig sit snit til at blive kørt hjem, som - ifølge han egen forklaring - var hele formålet med det store drama.
Den 20-årige satte sig derfor ind bag rattet i forsøget på at stjæle brandbilen, men en brandmand fik dog taget nøglerne ud af tændingen.
Og så fik tre-fire brandmænd fat i den 20-årige og foretog en civil anholdelse. De bandt den 20-åriges hænder og pakkede ham ind i tæpper, indtil politiet kom og kunne anholde ham, fortæller anklager Katja Gram.
Påvirket af alkohol og hash
Anklageren fortæller også, at den 20-årige - der ikke tidligere er straffet - var meget berørt af det, der var sket.
Men hvorfor det skulle gå så galt, kom der ikke nogen logisk forklaring på under retssagen - udover at den 20-årige bare gerne ville køres hjem, og at han blev sur, da alarmcentralen ikke ville hjælpe ham.
Han var påvirket af hash og alkohol, og han kunne derfor ikke huske alt. Han erkendte dog at have foretaget opkaldene til 112. Han kunne også erkende at have slået en på skolen, men han kunne ikke huske hvem, og så erkendte han volden mod brandmændene.
Den 20-årige valgte at modtage dommen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.