13-årig dreng er dræbt i frontalt sammenstød syd for Skive

13-årig dreng dræbt i ulykke. Hans mor er i kritisk tilstand, mens hendes samlever kom lettere til skade.

Politi <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Politi Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En 13-årig dreng har natten til søndag mistet livet i en trafikulykke på landevejen rute 186 syd for Skive.

Det oplyser vagtchef Anders Hansen fra Midt- og Vestjyllands Politi tidligt søndag morgen.

Drengen var passager i en bil, som blev ført af hans mors samlever, der kom lettere til skade.

Drengens 30-årige mor kom alvorligt til skade, da bilen stødte frontalt sammen med et andet køretøj.

Føreren af den anden bil slap med lettere skader.

- Drengen blev erklæret for død på stedet af en læge, mens de øvrige er bragt til sygehusene i henholdsvis Viborg og Herning. Den 30-årige kvinde er i kritisk tilstand, siger Anders Hansen.

- Det har ikke været muligt at afhøre nogen af dem. Det er de alt for chokerede til, tilføjer han.

Den 13-årige dreng, hans mor og dennes samlever kommer fra Holstebro Kommune.

Sammenstødet skete halvanden kilometer syd for Sjørup-krydset, der ligger cirka midt imellem Viborg og Silkeborg.

Rute 186 var som følge af uheldet spærret i begge retninger ved Holstebrovej i fire timer.

Tidligt søndag morgen oplyser politiet på Twitter, at der igen er åbnet for trafikken efter endt oprydning og rengøring af vejbanen.

Der var angiveligt ingen vidner til sammenstødet, som blev anmeldt klokken 01.03.

Tre ambulancer samt en lægebil blev sendt til ulykkesstedet.

Fredag aften og natten til lørdag var der adskillige trafikuheld i politikredsen som følge af glat føre, men det er uvist, om sammenstødet skyldes glatte veje.

- Vi har endnu ingen anelse om årsagen. Men den umiddelbare forklaring fra den bilinspektør, som har undersøgt ulykken, er, at bilen med tre personer af uforklarlige årsager kom over i den modkørendes vognbane, siger vagtchefen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden