15-årig pige skreg og rev sig løs - nu søger politiet vidner

Teenager antastet af ukendt person på stisystem ved søer

STØVRING:Nordjyllands Politi efterlyser nu vidner, der kan bidrage med oplysninger, som kan føre til opklaringen af en hændelse mandag aften i Støvring.

Her blev en 15-årig pige antastet af en ukendt person, da hun gik alene til fods på et stisystem ved søerne ved Mastrupvej.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 15-årige pige har ifølge politiet forklaret, at hun cirka kl. 22.45  blev passet op af en ukendt person, der tog fat omkring hende. Hun skubbede personen væk og råbte i samme forbindelse op, hvilket fik den ukendte person til at flygte fra stedet.

Personen beskrives som spinkel af bygning, cirka 180 cm høj og iført grøn army-jakke med hætte.

- Det er en meget ubehagelig oplevelse. Derfor tager vi anmeldelsen seriøst, og vores efterforskning er i fuld gang: Vi håber, at vi kan få klarlagt, dels hvem personen er, dels hvad årsagen er til, at pigen blev antastet, siger efterforskningsleder, politikommissær Mikkel Brügmann.

Siden anmeldelsen har Nordjyllands Politi foretaget undersøgelser på stedet med blandt andet  patruljehunde, ligesom man har afhørt forskellige personer til sagen.

- Hvis man bor i området og har en udvendig overvågning, så kan det være meget behjælpeligt for vores arbejde, hvis man gennemser sin overvågning og kontakter os, hvis personen ses på overvågningen, siger Mikkel Brügmann.

Politikommissæren oplyser, at politiet fra onsdag 15. juni vil være til stede på Støvring Bytorv ved Jernbanegade fra kl. 10-14 med den mobile politistation, hvor borgere er velkommen til at henvende sig, hvis de har oplysninger eller spørgsmål i relation til sagen.
Alle informationer i sagen kan også gå til politiet på telefon 114.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.