Krimi

16-årig dreng fængslet i sag om knivstik mod 18-årig kvinde

Politiet mener, at knivstik mandag skyldtes uoverensstemmelse i forbindelse med en narkohandel i Aarhus V.

I et grundlovsforhør bag lukkede døre har en dommer tirsdag besluttet, at en 16-årig dreng skal være varetægtsfængslet de kommende fire uger. (Arkivfoto).
I et grundlovsforhør bag lukkede døre har en dommer tirsdag besluttet, at en 16-årig dreng skal være varetægtsfængslet de kommende fire uger. (Arkivfoto). Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

En 16-årig dreng er efter et grundlovsforhør i Retten i Aarhus blevet varetægtsfængslet i fire uger i en sag om et knivstik i Aarhus V mandag.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi på meddelelsestjenesten Anklager Update.

Den 16-årige dreng nægter sig skyldig i grov vold ved at have stukket en 18-årig kvinde i ryggen med kniv på Ryhavevej.

Han er også sigtet for forsøg på grov vold mod en 19-årig mand, som han ifølge sigtelsen stak ud efter med kniv.

Det var mandag kort efter klokken 09, at den 18-årige kvinde blev stukket med kniv. Kvinden var ikke i livsfare.

Den 16-årige blev sammen med to andre unge mænd anholdt kort efter hændelsen. De to andre blev løsladt og er ikke sigtet i sagen.

Politiet mener, at episoden fandt sted på grund af uoverensstemmelser blandt en mindre grupper personer i forbindelse med handel med narko.

En 19-årig mand blev nemlig sigtet for besiddelse af narko, da politiet ankom. Han havde en plade hash i sin taske, som han forsøgte at smide fra sig.

Den 16-årige er bosiddende i Syddjurs Kommune, og kommunens sociale myndigheder er underrettet om sagen. Det samme er de pårørende.

Grundlovsforhøret tirsdag foregik for lukkede døre. Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre, hvilke beviser politiet har mod den sigtede, og hvad vedkommende eventuelt selv forklarer.

Dommeren besluttede, at den 16-årige skal være beskyttet af et navneforbud.

Et navneforbud gør det forbudt at offentliggøre oplysninger, som vil kunne identificere personen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden