17-årig sigtet for at skyde med automatvåben mod lejlighedsdør
To drenge under den kriminelle lavalder er tilbageholdt efter skyderi mandag. En 17-årig dreng er anholdt.
Opdateret kl. 09:12
Københavns Politi har anholdt og tilbageholdt tre drenge i forbindelse med et skyderi i Københavns Nordvestkvarter mandag aften. En 17-årig er anholdt, mens to 14-årige er tilbageholdt.
Den 17-årige dreng er sigtet for drabsforsøg ved at have affyret skud med et automatvåben mod en lejlighedsdør i Bispeparken.
Det skriver Københavns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
Ingen blev ramt i skyderiet.
Den 17-årige vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i Vestre Fængsel tirsdag formiddag.
De to 14-årige er under den kriminelle lavalder og kan derfor ikke retsforfølges. I stedet er de sociale myndigheder blevet inddraget.
Klokken 20.11 mandag aften modtog Københavns Politi en anmeldelse om, at en eller flere personer havde afgivet skud mod en lejlighedsdør inde i en opgang i Bispeparken, der ligger i Københavns Nordvestkvarter.
Derfor var politiet til stede i området.
Politiet fandt frem til de tre drenge mandag aften, efter det politiet selv beskriver som en intensiv efterforsknings- og eftersøgningsindsats.
Når den 17-årige fremstilles i grundlovsforhør, vil anklagemyndigheden bede om, at det sker for lukkede døre.
Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer. Sigtelsen læses derimod op for åbne døre.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.