Krimi

19-årig sigtes for at overlevere håndgranat brugt mod neglesalon

En yngre mand er blevet anholdt for medvirkende rolle i sagen om sprængningen af en håndgranat i København NV.

Københavns Politi har anholdt endnu en mand i sagen om en håndgranat, der blev bragt til sprængning foran en neglesalon i København NV. Den anholdte mistænkes for at have overleveret håndgranaten til den mand, som detonerede den. (Arkivfoto).
Københavns Politi har anholdt endnu en mand i sagen om en håndgranat, der blev bragt til sprængning foran en neglesalon i København NV. Den anholdte mistænkes for at have overleveret håndgranaten til den mand, som detonerede den. (Arkivfoto). Steven Knap/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 12:10

Politiet har anholdt endnu en mistænkt i sagen om en håndgranat, der for en måned siden blev sprængt foran en neglesalon på hjørnet af Tomsgårdsvej og Frederikssundsvej i Københavns Nordvestkvarter.

Den 19-årige mand blev anholdt tirsdag lidt efter klokken 13, oplyser Københavns Politi til Ritzau.

Manden sigtes for at have medvirket til sprængningen ved at have overleveret håndgranaten til en 31-årig mand forud for eksplosionen, der fandt sted natten til 21. april omkring klokken 03.10.

Den 31-årige mand, der er iraker, er sigtet for at have detoneret håndgranaten. Han har siddet varetægtsfængslet siden slutningen af april.

Onsdag er den 19-årige danske mand også blevet varetægtsfængslet i sagen. Fængslingen varer foreløbigt i 27 dage.

Det afgjorde en dommer, da den unge mand onsdag formiddag blev fremstillet i Retten på Frederiksberg. Anklageren begærede lukkede døre, og derfor ønsker politiet ikke at komme med nærmere oplysninger om sagen.

Derfor afviser politiet også at svare på, hvilke beviser der er mod den 19-årige mand.

Ingen kom noget til ved sprængningen af håndgranaten. Men flere befandt sig i nærheden, og den 31-årige mand er sigtet for at have udsat andre menneskers liv eller førlighed for fare.

Begge sigtede nægter sig skyldige i sagen.

Politiet er ikke kommet med oplysninger om, hvad motivet skulle være for at placere en håndgranat ved neglesalonen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden