19-årig sigtet for voldtægt med spark og halsgreb

Østjysk mand blev søndag varetægtsfængslet i fire uger sigtet for at have voldtaget kvinde i Højbjerg.

En 19-årig mand er søndag ved Retten i Aarhus blevet varetægtsfængslet i fire uger sigtet for voldtægt. Han nægter sig skyldig. (Arkivfoto). <i>Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix</i>

En 19-årig mand er søndag ved Retten i Aarhus blevet varetægtsfængslet i fire uger sigtet for voldtægt. Han nægter sig skyldig. (Arkivfoto). Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

En 19-årig mand er søndag blevet varetægtsfængslet i fire uger sigtet for at have voldtaget en jævnaldrende kvinde.

Det skriver TV 2 Østjylland på tv-stationens hjemmeside.

Voldtægten fandt ifølge Østjyllands Politi sted natten til lørdag i Højbjerg ved Aarhus.

Århus Stiftstidende var til stede ved grundlovsforhøret søndag.

Det fremgår ifølge mediets dækning af sagen, at manden sigtes for at have tvunget kvinden til samleje ved at holde hende fast, på trods af at hun råbte nej og protesterede.

Det lykkedes angiveligt kvinden at vriste sig fri i første omgang.

Men ifølge sigtelsen blev hun herefter sparket og grebet om halsen af manden, som efterfølgende holdt hende nede på ryggen, skriver Århus Stiftstidende.

Den 19-årige mand nægter sig skyldig. Han har kæret fængslingen til landsretten, oplyser politiet ifølge TV 2 Østjylland.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.