2,6 millioner indsamlet til påkørt betjent der meldes i bedring

Betjenten, der blev påkørt og invalideret, er i bedring, men der er lang vej igen, forklarer hans hustru.

En 21-årig mand blev fredag idømt fire års fængsel for en lang række lovovertrædelser, hvoraf det mest alvorlige var påkørsel og invalidering af en betjent fra Østjyllands Politi. (Arkivfoto). <i>Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

En 21-årig mand blev fredag idømt fire års fængsel for en lang række lovovertrædelser, hvoraf det mest alvorlige var påkørsel og invalidering af en betjent fra Østjyllands Politi. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Fire års fængsel, frakendelse af retten til at føre bil i otte år og konfiskation af en VW Polo.

Sådan lød dommen, da Retten i Aarhus fredag afsluttede sagen mod en 21-årig mand, som blev dømt for at påkøre og invalidere en betjent.

Betjentens hustru, Gitte Nymann, har været blandt tilhørerne i retten i den tragiske sag.

- Det har været fint at få et indblik i, hvad der skete. Det har manglet for mit vedkommende. Det indblik, jeg har fået fra vidnerne, som var på stedet, har været meget hjælpsom, siger hun.

Det var 18. juni sidste år, at Stefan Nymann blev påkørt i krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej i Aarhus.

Den 32-årige betjent var i færd med at lægge sømmåtter ud, der skulle standse den 21-årige mand, som var på flugt fra politiet.

I krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej blev betjenten ramt, da den 21-årige kørte over for rødt lys.

Det var hensynsløst og uforsvarlig kørsel, slog retten fast.

Betjentens hustru vil ikke forholde sig til, om gerningsmanden har fået en rimelig straf.

- Jeg vil ikke forholde mig til gerningsmanden. Han er dømt skyldig i 35 ud af 38 forhold. Loven har talt, og vi har tiltro til lovgivningen. Der er nogle kloge mennesker, der har forholdt sig til det her, siger hun.

Foreningen Thin Blue Line, der støtter tilskadekomne politiansatte, har indsamlet 2,6 millioner kroner til fordel for Stefan Nymann.

Det er en opbakning, som familien sætter stor pris på.

- Det har været en kamp. Men vi har også fået opbakning, og vi har oplevet støtte fra mange mennesker i vores eget netværk, men også fra folk, vi slet ikke kender, siger Gitte Nymann.

Hendes mand er i behandling for sin hjerneskade, og der sker små fremskridt, forklarer hun.

- Det bliver ved med at gå fremad, vi ser små fremskridt. Det har stor betydning for det håb, vi har for fremtiden. Han kæmper, siger Gitte Nymann.

- Han er i specialiseret neurorehabilitering. Det skal han blive ved med, så længe han har gavn af det. Han er det rigtige sted i de rigtige hænder. Så må vi se, hvornår han er klar til at komme hjem, tilføjer hun.

Den 21-årige mand har valgt at modtage dommen.

Anklagemyndigheden har 14 dage til at afgøre, om man ønsker at anke dommen til landsretten.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.