20-årig drabsmistænkt anholdt i Københavns Lufthavn
Nu er begge de mænd, som politiet mistænker står bag et skuddrab i Brøndby Strand i december, anholdt.
Politiet har anholdt en 20-årig mand, som er mistænkt for et skyderi i Brøndby Strand, der 28. december kostede en ung mand livet.
Anholdelsen fandt sted søndag i Københavns Lufthavn, da den 20-årige rejste ind i Danmark. Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Manden har været efterlyst i sagen sammen med en 25-årig mand. Sidstnævnte meldte sig til politiet i forrige uge og er derfor allerede anholdt.
- Vi har nu anholdt de to personer, som vi har efterlyst i sagen. Efterforskningen i denne sag er ikke færdig, men det er klart, at vi er tilfredse med, at disse anholdelser nu er foretaget, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose i politiets pressemeddelelse.
Mandag morgen bliver den 20-årige fremstillet i Retten i Glostrup med henblik på varetægtsfængsling.
Anklageren vil begære lukkede døre. Imødekommer dommeren ønsket, vil detaljer om politiets efterforskning blive hemmeligholdt.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.