Politi

20-årig fængslet efter knivstikkeri på Amager lillejuleaftensdag

Efter knivstikkeri fredag blev en 20-årig mand tirsdag anholdt. Politi mener, han har stukket en mand i maven.


Opdateret kl. 15:18

En 20-årig mand, der er mistænkt for at stå bag et knivstikkeri på Amager i København 23. december, er blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

Det oplyser Københavns Politi på det sociale medie Twitter.

Manden blev anholdt tirsdag, og onsdag er han blevet fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i Københavns Byret.

Københavns Politi mistænker den 20-årige for at have stukket en anden mand i maven med en kniv lillejuleaftensdag.

Efter grundlovsforhøret står det klart, at manden er sigtet for forsøg på manddrab, men kun erkender sig skyldig i grov vold.

Knivstikkeriet skete ved Peder Lykkes Vej på Amager. Politiet fik anmeldelsen klokken 08.31.

Offeret var en 30-årig mand. Han blev kørt til hospitalet for at blive opereret. Seneste melding fra politiet var tirsdag, at mandens tilstand er stabil.

Den anholdte forklarede i retten onsdag, at han havde aftalt at mødes med den 30-årige for at se på en cykel, som den 20-årige havde til salg.

Da manden afslog at købe cyklen, kom de to op at skændes, og der opstod tumult.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden