21-årig der påkørte og invaliderede betjent får fire års fængsel

Manden, der påkørte en betjent i Aarhus for et år siden, idømmes fire års fængsel. Anklager gik efter fem år.

Et nævningeting har fredag afsagt dom i sagen mod en 21-årig mand, der var tiltalt for at have påkørt og invalideret en betjent fra Østjyllands Politi. (Arkivfoto). <i>Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix</i>

Et nævningeting har fredag afsagt dom i sagen mod en 21-årig mand, der var tiltalt for at have påkørt og invalideret en betjent fra Østjyllands Politi. (Arkivfoto). Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

En 21-årig mand, der sidste år påkørte og invaliderede en betjent, idømmes fire års fængsel.

Han frakendes retten til at føre bil i otte år, og bilen - en VW Polo - konfiskeres.

Det har et nævningeting i Retten i Aarhus fredag bestemt.

21-årige Mohamad Tarek Younes blev dagen forinden fundet skyldig i 35 ud af 38 lovovertrædelser i anklageskriftet.

Den alvorligste del af anklagen var, at den tiltalte påkørte og invaliderede en betjent i krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej 18. juni sidste år.

Her kørte den 21-årige frem for rødt lys med cirka 80 kilometer i timen.

Han ramte den 32-årige betjent Stefan Nymann, der var i færd med at lægge sømmåtter ud for at standse den tiltalte.

Betjenten pådrog sig en hjerneskade og en delvis lammelse.

Retten slog fast, at den 21-årige havde kørt hensynsløst, og at han havde udvist manglende agtpågivenhed.

Retten fandt også manden skyldig efter paragraffen om flugtbilisme, idet han efter påkørslen stak af og først to dage senere meldte sig selv til politiet.

I retten nægtede den tiltalte sig skyldig i anklagen om, at han kørte hensynsløst.

Den 21-årige argumenterede, at han ikke havde set betjenten i krydset. En forklaring som retten afviste som utroværdig.

Anklager Bjørn Fogh Sørensen mente, at sagen skulle udløse fem års fængsel i lyset af, at strafferammen for vanvidskørsel blev skærpet sidste år.

Alligevel er han tilfreds med, at strafudmålingen landede på fire års fængsel.

- Det er en historisk hård dom, fordi der er kommet en lovændring, hvor strafferammen er hævet. Så straffen er udmålt væsentlig over, hvad den blev tidligere i sådanne sager, siger han.

Den dømte modtager dommen, oplyser hans forsvarsadvokat Tobias Engby.

- Min klient har fra starten udvist, at han er påvirket af den her sag. Det gør ham rigtig ondt, at han uagtsomt ramte betjenten. Derfor var det selvfølgelig rart at få sagen overstået, og det er også baggrunden for, at han modtager dommen, siger advokaten.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.