21-årig forsvundet på tredje døgn: Helikoptere har ledt efter ham

Politiet har ikke nogen indikationer på, at den unge mand skal være faldet i havnen i Aalborg.

Søndag har helikoptere svævet over Aalborg, og dykkere har været sendt i havnen i et forsøg på at finde en 21-årig mand, der forsvandt efter en bytur i den nordjyske by natten til fredag.

Det fortæller vagtchefen hos Nordjyllands Politi.

Trods omfangsrigt eftersøgningsarbejde, der også har inkluderet en såkaldt vandsøgshund, har det endnu ikke båret frugt.

- Vi har ikke fået nogen indikationer på, at han skulle være faldet i havnen, men det er en del af eftersøgningsområdet, siger vagtchefen.

Eftersøgningen er dog blevet indstillet sent søndag eftermiddag som en konsekvens af mørkets frembrud.

Mandag vil Nordjyllands Politi starte med at holde et internt opsummeringsmøde, der skal forsøge at klarlægge, om politiet kan have overset noget, der kan bringe det på sporet af den unge mand.

- Derefter tager vi stilling til, hvordan vi så vil gribe eftersøgningen an, lyder det.

I øjeblikket har politiet ikke en konkret fornemmelse af, hvor den 21-årige mand kan befinde sig, så derfor holder man de fleste muligheder åbne og søger bredt.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.