Hvidvask

21-årig hvidvaskede penge fra bedrageri og netbank-indbrud

Retten i Aalborg troede ikke på den 21-åriges forklaring om, at han bare ville hjælpe


Opdateret kl. 20:45

AALBORG: En 21-årig mand er blevet dømt for to gange at have vasket beskidte penge rene - en tjans han selv fik 1200 kroner for.

Det oplyser anklager Stephen Pedersen.

De to tilfælde af hvidvask skete i maj og juni 2019, hvor den 21-årige først vaskede 39.000 kroner og dernæst 25.000 kroner.

I begge tilfælde var der tale om penge, som stammede fra bedragerier. Det lykkedes politiet at spore pengene, og i det første tilfælde var det en dansk mand, der havde fået tømt sin konto. Det andet beløb stammede fra et netbank-indbrud i Australien, fortæller anklageren.

Hvidvaskningen foregik således, at den 21-årige modtog hele beløbet fra en konto og derefter sendte pengene videre til flere forskellige, ukendte personer, som hævede dem i kontanter og afleverede tilbage til den 21-årige.

Han kunne så give kontanterne til de personer, der oprindeligt havde overført pengene til hans konto.

Og det erkendte den 21-årige sådan set også, at han havde gjort - han nægtede dog, at han kendte til, at pengene stammede fra kriminalitet, og at han havde fået betaling for sin service, fortæller anklageren.

Nægtede sig skyldig - ville bare hjælpe

I stedet forklarede den 21-årige, at han i det ene tilfælde havde mødt nogle personer, som han kun kendte perifert, og som havde fortalt, at de havde fået 39.000 kroner for noget arbejde, men de havde ikke noget hævekort. Så de havde spurgt ham, om han kunne hjælpe dem - og det ville han gerne, lød forklaringen.

I det andet tilfælde var det den 21-åriges egen bror, der også havde fået nogle penge fra noget arbejde, og som heller ikke havde et hævekort. Ifølge den 21-årige gjorde han altså bare sin bror en tjeneste.

Den forklaring troede Retten i Aalborg dog ikke på, og idømte den 21-årige tre måneders fængsel for hvidvask. 

To af månederne blev gjort betinget, oplyser anklageren. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden