21-årig mand voldtog kvindelig bekendt efter bytur
En 21-årig mand nægter sig skyldig i voldtægtssag, som mandag har kostet ham en ubetinget fængselsstraf.
Opdateret kl. 17:31
En 20-årig kvinde og en jævnaldrende mand havde tilsyneladende vidt forskellige idéer om, hvad der skulle ske, da de to tog hjem sammen efter en bytur i juni.
Mandag er den 21-årige mand nemlig blevet idømt et år og seks måneders ubetinget fængselsstraf for at have voldtaget kvinden.
Det har Retten i Randers afgjort, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Efter flere tilnærmelser valgte kvinden at lægge sig til at sove på en sofa. Her vågnede hun pludselig ved, at manden var trængt op i hende. Kort efter blev sagen anmeldt til politiet.
Manden har i retten nægtet sig skyldig og fortalt, at der var tale om frivillig sex.
Retten har i sin afgørelse lagt vægt på kvindens forklaring og på en beskedudveksling, som de to har haft efter episoden i juni.
- I sager om voldtægt er det ofte et spørgsmål om parternes troværdighed, da det typisk er påstand mod påstand, siger specialklager Jesper Rubow i meddelelsen.
- I denne sag var retten enig med anklagemyndigheden i, at forurettede afgav en særdeles troværdig forklaring, og at den blev understøttet af andre beviser.
Den 21-årige har anket dommen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.