Krimi

22-årig fløjet til Rigshospitalet efter knivstikkeri på kræmmermarked

22-årig mand meldes uden for livsfare efter knivstikkeri på Dølle. Tre er anholdt, og koncert blev aflyst.

Politiet har natten til søndag været til stede på kræmmermarkedet Dølle, hvor en mand er blevet udsat for knivstik. (Arkivfoto).
Politiet har natten til søndag været til stede på kræmmermarkedet Dølle, hvor en mand er blevet udsat for knivstik. (Arkivfoto). Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 18:02

En 22-årig mand blev lørdag aften fløjet til Rigshospitalet med lægehelikopter efter et knivstikkeri på kræmmermarkedet Dølle på Lolland.

Manden er uden for livsfare.

Det siger vagtchef Kim Skov fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

- Der har været et knivstikkeri med én tilskadekommen, som er blevet fløjet på Rigshospitalet. Han er uden for livsfare, siger Kim Skov.

Det lyder senere søndag fra vagtchef Lars Denholt, at tre mænd er anholdt i forbindelse med knivstikkeriet. De er alle løsladt, da der ikke har været grundlag for varetægtsfængsling.

Vagtchefen siger, at mændene er i samme aldersgruppe som forurettede, men han har ikke de enkeltes alder.

Det vides fortsat ikke, hvad der er gået forud for knivstikkeriet, og politiet efterforsker stadig sagen.

Der kan derfor også forekomme yderligere anholdelser.

Politiet var til stede på markedspladsen, da vidner klokken 22.35 alarmerede de tilstedeværende betjente.

Det lød tidligere søndag fra vagtchef Kim Skov, at en koncert blev aflyst som følge af hændelsen.

- Det var Dølle, der aflyste koncerten. Så det var deres beslutning, sagde han.

Dølle er et årligt marked, der afholdes i den første weekend af maj på et område mellem de lollandske byer Døllefjelde og Musse.

I 2023 blev navnet ændret fra Døllefjelde-Musse Marked til Dølle.

Markedet, der oprindeligt var et heste- og kræmmermarked, har rødder tilbage til 1980, står der på Dølles hjemmeside. Her fremgår det også, at Dølle årligt har op mod 100.000 gæster.

Søndag er sidste dag på Dølle, hvor markedspladsen åbnede klokken 09.00, og lukkede klokken 17.00.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden