Krimi

23-årig udleveret fra Australien og idømt straksdom for svindel

Dansk mand har haft en ledende rolle i et online svindel-setup. Onsdag blev han udleveret, tilstod og fik dom.

I marts blev en 23-årig mand fra Danmark anholdt i Australien i en sag om omfattende svindel. Onsdag blev han udleveret til Danmark, tilstod og fik en straksdom ved Københavns Byret. Han fik 3,5 års fængsel, men har anket til formildelse. (Arkivfoto).
I marts blev en 23-årig mand fra Danmark anholdt i Australien i en sag om omfattende svindel. Onsdag blev han udleveret til Danmark, tilstod og fik en straksdom ved Københavns Byret. Han fik 3,5 års fængsel, men har anket til formildelse. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 18:56

En 23-årig dansk mand er onsdag blevet udleveret til Danmark og idømt en straksdom efter at have tilstået omfattende svindel.

Det er sket ved et grundlovsforhør ved Københavns Byret, som straks afsagde dom.

Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse onsdag aften.

Manden blev anholdt i Australien i marts. Det skete på baggrund af en international arrestordre udstedt i Danmark.

Han har ifølge NSK haft en ledende og styrende rolle i et svindelnetværk, som arbejdede fra udlandet. Det er et netværk, som NSK har efterforsket.

I ledtog med andre brugte den 23-årige forskellige mobiltelefoner til at udsende tusindvis af såkaldte smishing-sms'er. Smishing dækker over svindel via sms'er.

Herefter ringede gerningsmændene og udgav sig for at arbejde i banker for at narre ofrene for svindlen til at udlevere kontooplysninger og kortoplysninger.

I nogle tilfælde overtog gerningsmændene ofrenes MitID.

På den måde kunne de overføre penge fra ofrene og købe forskellige ting online.

Den 23-årige har fra september 2021 til december 2024 svindlet eller forsøgt at svindle 136 personer for et samlet beløb på 7,9 millioner kroner.

Tabene har ligget mellem 3000 kroner og 389.000 kroner. Det yngste offer var 16 år på gerningstidspunktet, mens det ældste var 82 år.

Manden blev varetægtsfængslet efter domsafsigelsen.

Han blev idømt 3,5 års fængsel. Han har anket dommen til formildelse.

I forbindelse med udleveringen og straksdommen siger senioranklager i NSK Jelena Vestergaard Hansen, at hun er "godt tilfreds" med, at manden får flere års fængsel.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med, at den 23-årige er blevet udleveret til Danmark, og at NSK gennem samarbejdet med australske myndigheder er lykkedes med at sende et kraftigt signal om, at man ikke kan gemme sig i udlandet og kynisk franarre danske borgere deres penge, lyder det i NSK's pressemeddelelse.

NSK er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet.

Det gælder blandt andet inden for organiseret, digital og økonomisk kriminalitet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden