24-årig jagtede bilister med lægtehammer

De to yngre mænd, der sad i bilen, slap for alvorlige skader

AALBORG:En 24-årig mand valgte bevidst at køre ind i en forankørende bil i Limfjordstunnelen. 

Det har retten i Aalborg torsdag besluttet. 

En tidlig morgen i maj måned kørte den 24-årige mand i sin VW Polo i Limfjordstunnelen, da han forsætligt påkørte en forankørende bil, der forulykkede. 

- Der har formentlig været en eller anden forudgående episode, som gjorde, at den 24-årige mand kørt efter den anden bil. Det kom ikke frem i retten, hvordan den episode udspillede sig, siger anklager Patrick Sørensen. 

Der var to yngre mænd i den forulykkede bil. De slap for alvorlige skader.  

Den 24-årige mand forklarede i retten, at det ikke var hans hensigt at køre ind i den forankørende bil. 

- Han ville følge efter dem for at snakke med dem, efter den episode, der var sket, og så var det et uheld, at han kørte ind i dem, siger anklageren. 

Da bilen forulykkede, flygtede de to yngre mænd fra stedet. Her fulgte den 24-årige efter dem med en lægtehammer. Han kunne dog ikke indhente dem.

Overvågningskameraer i Limfjordstunnellen har optaget optrinnet. 

Den 24-årige blev idømt seks måneders ubetinget fængsel, frakendt sit kørekort i halvandet år samt konfiskeret sin VW Polo. 

Han udbad sig betænkningstid efter dommen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.