24-årig kendt skyldig i trafikdrab og at flygte fra stedet
Københavns Byret har fundet en 24-årig mand skyldig i at have kørt en 19-årig kvinde ihjel sidste sommer.
En 24-årig mand er tirsdag eftermiddag i Københavns Byret blevet kendt skyldig i uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
Den 24. juni sidste år kørte han 19-årige Emilie Hansen ihjel på Amager.
Retten har fundet det bevist, at 24-årige, der var bilens fører, kørte ind i den unge kvinde, hvorefter han flygtede fra ulykkesstedet og dermed ikke kom en nødstedt til undsætning.
Det var natten efter sankthansaften, at 19-årige Emilie Hansen kom cyklende i krydset Englandsvej/Sundholmsvej på Amager, da den 24-årige kørte over for rødt og ramte Emilie Hansen.
Den 24-årige mand, som flere gange er blevet dømt for overtrædelse af færdselsloven, sidder upåvirket ved siden af sin forsvarer Mette Maria Lorentzen.
I retssal 1 i Københavns Byret er familie og venner til den tiltalte mødt op. Det samme er pårørende til Emilie Hansen.
Anklager Emilie Jønsson går efter fire års fængsel til den 24-årige mand.
Den 24-årige fører er blevet frifundet for brugstyveri. Han var tiltalt for at have stjålet en af de medtiltaltes bil og kørt den uden hans accept - selv om bilens ejer kørte med.
En 18-årig kvinde og to mænd på 24 år og 25 år er også alle blevet kendt skyldige i at have flygtet fra ulykkesstedet. De var med i flugtbilen.
Den 18-årige kvinde skal mentalundersøges, og derfor kan hendes straf ikke udmåles, før undersøgelsen er færdig. Derfor kører strafudmålingen mod hende særskilt.
Anklageren kræver de to andre medpassagerer idømt en ubetinget fængselsdom på fem måneder.
Forud for påkørslen havde føreren af bilen kørt med 93 kilometer i timen i en byzone. Det kan ikke med sikkerhed siges, hvor hurtigt han kørte, da Emilie blev påkørt.
Tidligere i sagen er det kommet frem, at han kørte over for rødt to gange og ikke havde et gyldigt kørekort.
Der falder dom i sagen fredag klokken 12.30.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.