Politi

24-årig tiltalt for vanvidskørsel i dødsulykke: Straffen kan blive flere års fængsel

En ung mand mistede livet, mens tre andre blev alvorligt kvæstede. Nu er den 24-årige fører tiltalt efter de hårde regler om vanvidskørsel

En ung mand mistede livet, mens tre andre blev alvorligt kvæstede i den alvorlige ulykke på Frederikshavnsvej
En ung mand mistede livet, mens tre andre blev alvorligt kvæstede i den alvorlige ulykke på Frederikshavnsvej Foto: Jan Pedersen

Opdateret kl. 20:25

HJØRRING: En 24-årig mand kan blive straffet med flere års fængsel, når han i december skal i retten, tiltalt for at have være skyld i en alvorlig trafikulykke, som kostede en af hans kammerater livet, mens tre andre venner blev hårdt kvæstede.

Den 24-årige er blevet tiltalt for at have kørt vanvidskørsel, da han både kørte for stærkt og havde alkohol i blodet, fremgår det af anklageskriftet mod manden.

Dermed skal sagen behandles efter de nye regler om vanvidskørsel, hvor folketinget sidste år hævede straffene markant.

Havde alkohol i blodet

Den fatale ulykke skete 30. oktober omkring klokken 00.30 på Frederikshavnsvej mellem Hjørring og Sønderskov.  Her sad den 24-årige bag rattet i en BMW, og med sig i bilen havde han fire kammerater. 

Ifølge anklageskriftet kørte den 24-årige mindst 140 km/t på landevejen med en alkoholpromille på 1,27.

Og den kombination endte - ifølge politiet - fatalt. Den 24-årige mistede herredømmet over bilen og kørte galt. 

En 26-årig mand blev dræbt i ulykken, mens tre andre mænd blev hårdt kvæstede og får mén for resten af livet. Som den eneste slap den 24-årige fører fra ulykken uden alvorlige skader.

Straffen mere end fordoblet

Når der er alkohol indblandet i trafikulykker om uagtsomt manddrab og uagtsomt legemsbeskadigelse, så har det siden 31. marts sidste år pr. definition været vanvidskørsel.

Og her hævede folketinget straffen til mere end det dobbelte. 

Nu skal et uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder - som det er, når der er alkohol involveret - straffes med mindst tre år og ni måneders ubetinget fængsel og helt op til 10 års fængsel.

Straffen for uagtsomt legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder starter ved et års fængsel, og har også en straframme op til 10 års fængsel.

Når vanvidskørsel ender i trafikdrab
  • En del af strafskærpelserne for vanvidskørsel, som trådte i kraft 1. marts 2021, er markant højere straffe for uagtsomt manddrab og uagtsomt legemsbeskadigelse i forbindelse med vanvidskørsel.
  • Der er tale om særligt skærpende omstændigheder - og dermed vanvidskørsel - hvis nogen kommer til skade eller dør i forbindelse, når:
  • - Føreren kører spirituskørsel eller narkokørsel
  • - Hvis føreren på grund af sygdom, svækkelse, overanstrengelse, mangel på søvn, påvirkning af opstemmende eller bedøvende midler eller af lignende årsager befinder sig i en sådan tilstand, at han eller hun er ude af stand til at føre køretøjet på fuldt betryggende måde
  • - Eller kører særlig hensynsløs kørsel 
  • Straframmen for uagtsomt manddrab blev i samme ombæring hævet med 150 procent for uagtsomt manddrab, og med 100 procent for uagtsomt legemsbeskadigelse. 
  • Det betyder, at uagtsomt manddrab nu som udgangspunkt blive straffet med fængsel i 3 år og 4 måneder til 3 år og 9 måneder. Tidligere lå straffen mellem 16 og 18 måneder.
  • Straffen for uagtsom betydelig legemsbeskadigelse koster nu som udgangspunkt fængsel fra fire måneder til et år. Tidligere lå straffen mellem 60 dage til seks måneder.
Justitsministeriet og FDM

Nævningesag betyder mindst fire års fængsel

Siden de nye regler om vanvidskørsel trådte i kraft, har der mest været historier om personer, der er blevet dømt for at køre alt for stærkt og i nogle tilfælde og har fået konfiskeret bilen - blandt andet på grund af alkohol.

Men i juli i år blev en 20-årig mand i København idømt tre år og ni måneders fængsel for uagtsomt manddrab i forbindelse med kapkørsel med høj fart. Her blev en 21-årig ung mand ramt og døde.

I sagen fra Hjørring er der dog lagt op til en noget hårdere straf.

Anklager Morten Sønderby vil ikke komme nærmere ind på, hvilken straf han vil nedlægge påstand om, men sagen mod den 24-årige skal køre som en nævningesag.

- Det er vores opfattelse, at der skal ske en betydelig strafskærpelse ud fra de nye regler om vanvidskørsel. Og når der er lagt op til en straf på mere end fire års fængsel, så skal den køre som en nævningesag, siger Morten Sønderby.

Der er afsat tre dage til sagen ved Retten i Hjørring i midten af december. 

Udover uagtsomt manddrab og uagtsomt legemsbeskadigelse, er den 24-årige tiltalt for en række overtrædelser af færdselsloven.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden