25 politimotorcykler og tre patruljevogne prøvekører Tour-rute

Politiet skal være fortrolig med alle krummelurer på dansk Tour-rute og kører den derfor igennem i næste uge.

Omkring 25 politimotorcykler og tre patruljevogne kører 7. og 8. juni Tour de France-ruten i Danmark igennem for at blive fortrolig med rutens detaljer. Her ses politimotorcykler under cykelløbet Fyen Rundt den 22. maj. <i>Frank Cilius/Ritzau Scanpix</i>

Omkring 25 politimotorcykler og tre patruljevogne kører 7. og 8. juni Tour de France-ruten i Danmark igennem for at blive fortrolig med rutens detaljer. Her ses politimotorcykler under cykelløbet Fyen Rundt den 22. maj. Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Cirka 25 politimotorcykler og tre patruljevogne kører i næste uge Tour de France-etaperne fra Roskilde til Nyborg og fra Vejle til Sønderborg igennem.

Det sker som forberedelse til etaperne, der køres 2. og 3. juli, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

- Det er rigtig vigtigt, at de betjente, der skal eskorte den store reklamekaravane, cykelrytterne og hele det store følge af ledsagerbiler, kender både ruten og deres opgave på dagen rigtig godt, siger eskorteansvarlig politikommissær Axel Sørensen fra Københavns Politi.

- Ruten er jo ikke bare en lige, flad strækning, men indeholder mange sving, stigninger og andre trafikale udfordringer, som vi skal have godt styr på, inden løbsdagen. Det får vi bedst ved, at vi sammen gennemkører de to etaper, siger Axel Sørensen.

De to etaper bliver prøvekørt henholdsvis tirsdag den 7. og onsdag den 8. juni.

Den 7. juni går starten klokken 13.30 i det centrale Roskilde. Herfra går turen ad ruten gennem Lejre, Holbæk, Odsherred, Kalundborg og Korsør og videre over Storebæltsbroen.

Følget ventes at ankomme i Nyborg sidst på eftermiddagen, hvorefter køretøjerne fortsætter mod Odense for at overnatte. Forventet ankomst i den fynske hovedstad er omkring klokken 18.

Om morgenen onsdag den 8. juni sætter motorcykler og biler klokken 08.30 kurs mod Vejle. Her er der fra Vejle Havn afgang omkring klokken 10 med kurs mod målbyen Sønderborg.

Undervejs skal følget af politikøretøjer blandt andet gennem Jelling, Kolding, Christiansfeld, Haderslev og Aabenraa.

Tour de France 2022 sættes i gang 1. juli på en rundstrækning i København, hvor rytterne skal køre en 13 kilometer lang enkeltstart. Dagen efter kører rytterne 202 kilometer fra Roskilde til Nyborg og dagen efter igen 182 fra Vejle til Sønderborg.

Efter de tre etaper i Danmark er der hviledag i løbet, mens ryttere og al logistik omkring løbet fragtes til Frankrig. Løbet slutter 24. juli på Avenue des Champs-Élysées i Paris.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.