26-årig kørte i grøften: Slog betjent og forsøgte at stikke af
Politiet måtte anholde den aggressive mand og tage ham med i detentionen - hvor han forsøgte at stikke af

Den 26-årige blev taget med til stationen i Holstebro for at køle af - her forsøgte han imidlertid at tage flugten. Arkivfoto: Henrik Bo
HURUP:Onsdag aften kl. 22:07 skete et færdselsuheld på Ulstedvej ved Hurup.
En 26-årig mand fra Østjylland var ude for et solouheld, men en medbilist kom snart til stedet og fik ringet efter hjælp. Den 26-årige var lidt forslået efter uheldet, men havde ikke alvorlige skader.
Da Falck ankom til stedet for at rydde op på den forulykkede bil, var den 26-årige dog mindre samarbejdsvillig. Han blev udadreagerende, og da politiet snart efter ankom til stedet, så de sig nødsaget til at anholde manden, da de fattede mistanke om, at han var påvirket.
Det ville manden dog ikke uden videre finde sig i. Han modsatte sig anholdelsen så voldsomt, at det resulterede i en sigtelse efter straffelovens §119 for vold mod personer i offentlig tjeneste eller hverv, bedre kendt som "vold mod tjenestemand i funktion".
Det lykkedes til sidst at få manden så meget under kontrol, at han kunne medtages til sygehuset i Thisted, hvor han blev tilset af en læge og fik udtaget blodprøve.
Herefter blev han kørt til Holstebro til detentionen for at køle af i nogle timer - manden var dog ikke færdig med sine påfund.
Ved ankomst på politigården, forsøgte manden nemlig at stikke af fra politiet. Han lykkedes dog ikke i sit forehavende, men fik i stedet tilføjet endnu et forhold til sin efterhånden lange liste af sigtelser.
Manden er således sigtet for kørsel i påvirket tilstand, for at modsætte sig anholdelse, for vold mod politiet og for forsøg på at stikke af.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.