26-årig sigtet og fængslet i sag om større mængde kokain
En 26-årig mand og en 24-årig mand er sigtet for i forening at være i besiddelse af lige over 200 gram kokain
Endnu en person er nu varetægtsfængslet i en sag fra december 2023, hvor politiets flexpatrulje på baggrund af et tip stoppede en bil, hvori de forefandt en mængde kokain.
Den nye sigtede, en 26-årig mand fra Morsø Kommune, blev torsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holstebro.
- Han er varetægtsfængslet i foreløbig fire uger, oplyser anklagerfuldmægtig Cecilie Pedersen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
I forvejen sidder en 24-årig mand, bosiddende i Thisted Kommune, varetægtsfængslet i sagen.
- Efterforskningen i sagen har ført os frem til den sigtede, som man i forvejen havde kig på i sagen. De to er sigtet for i forening at have været i besiddelse af en mængde narkotika, fortæller Cecilie Pedersen.
Oprindeligt drejede sagen sig om 135 gram kokain, men med den nye sigtelse er mængden opjusteret en smule til omkring 200 gram.
- Når det er oppe i de mængder, så er det straffelovens §19, den grove narkotikaparagraf, der gælder, siger Cecilie Pedersen.