Krimi

27-årig anklages for at have styret amfetaminnetværk fra fængslet

Tiltalt i en sag, der af politiet er døbt "Operation Crazy Horse", afgiver tirsdag forklaring i retten.

Retten i Roskilde behandler over flere dage en sag om besiddelse af mere end et ton amfetamin. (Arkivfoto).
Retten i Roskilde behandler over flere dage en sag om besiddelse af mere end et ton amfetamin. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 13:42

Mens han i Sdr. Omme Fængsel afsonede en narkodom ,skal en 27-årig mand ifølge anklagemyndigheden have styret et amfetaminnetværk, der har håndteret mere end et halvt ton amfetamin.

Manden, der nægter sig skyldig, afgiver mandag forklaring i Retten i Roskilde i sagen, der af politiet er døbt "Operation Crazy Horse".

Her forsøger anklagerne fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) at få den 27-årige til at udtale sig om effekter, der er fundet i hans celle, samt om en række pengetransaktioner.

Som tiltalt i en straffesag har man ret til ikke at udtale sig i retten, og den ret gør den 27-årige gentagne gange brug af.

- Det vil jeg ikke udtale mig om, svarer han flere gange på anklagernes spørgsmål.

En ting, som han dog gerne vil udtale sig om, er en vægkalender, der blev fundet i hans fængselscelle, da han blev anholdt i september sidste år.

På mange af kalenderens datoer står der beløb på flere hundredetusind kroner.

- Har beløbene noget at gøre med narkotika?, spørger anklager Joachim Suder.

- Nej, overhovedet ikke. Det er min aktiekonto, svarer den tiltalte 27-årige.

Nogle steder i kalenderen står der også, at den tiltalte skal til tandlægen, eller at han har et møde med sin advokat.

Den 27-årige mand menes at have haft en styrende rolle i amfetaminnetværket. Det skal han have haft sammen med en 28-årig mand, der også afsonede en dom i Sdr. Omme Fængsel i gerningsperioden.

To andre mænd, der er henholdsvis 29 og 55 år, er også tiltalt i sagen.

Den 55-årige er tiltalt for at have været med til besiddelse af en mindre mængde amfetamin end de to andre.

For de to mænd i 20'ernes vedkommende har anklagemyndigheden lagt op til, at deres straffe skal sprænge strafferammen, der i sager af denne type ligger på 16 år.

En særlig paragraf i straffeloven giver retten mulighed for at forhøje straffen med indtil det halve, hvis forbrydelsen er sket under særligt skærpende omstændigheder.

Flere personer er allerede dømt i sagen. Blandt andet blev den 28-årige, der menes at have styret amfetaminnetværket sammen med den 27-årige, i september idømt 14 års fængsel for at have haft en ledende rolle i besiddelsen af 240 kilo amfetamin. Han tilstod sin rolle i sagen.

Også den 27-årige tiltaltes bror har tilstået, at han medvirkede til handel med 112 kilo amfetamin. Han er blevet idømt ni års fængsel.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden