Krimi

Politiet løslader anholdte efter 27-årig mands fald fra ejendom

En mand blev lørdag bragt til hospitalet i helikopter efter et fald fra en ejendom i et boligområde i Herning.

Midt- og Vestjyllands Politi rykkede lørdag aften ud til Brændgårdsparken i Herning, hvor en 27-årig mand var kommet alvorligt til skade. (Arkivfoto).
Midt- og Vestjyllands Politi rykkede lørdag aften ud til Brændgårdsparken i Herning, hvor en 27-årig mand var kommet alvorligt til skade. (Arkivfoto). Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Opdateret 23. august 2026 kl. 06:51

En 27-årig mand er kommet alvorligt til skade i forbindelse med et fald fra en ejendom ved Brændgårdsparken i Herning.

Det skrev Midt- og Vestjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update lidt før klokken 20.00 lørdag aften.

Knap en time senere lød det, at "flere personer" var blevet anholdt i relation til sagen.

Søndag morgen oplyser politiet, at de anholdte er løsladt igen. Foreløbige undersøgelser tyder ikke på, at der er begået et kriminelt forhold, skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Politi Update.

Politiet arbejder fortsat på at klarlægge omstændighederne og søger kontakt med en eller to kvinder, der skulle have været henne ved den 27-årige mand efter faldet.

Brændgårdsparken er et boligområde i Herning, som består af cirka 300 familieboliger i etagebyggeri.

Manden blev efter hændelsen bragt til hospitalet med lægehelikopter. De pårørende er underrettet.

Politiet oplyser søndag morgen ikke yderligere om hans tilstand.

RITZAU

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden