Krimi

Svensker trådte vande i Gudenåen i 40 minutter for at slippe fra politi

En mand fængsles for at gribe ud efter betjentes pistoler under anholdelse efter flugt i Gudenåen.

En 27-årig mand flygtede fra politiet ud i Gudenåen mandag, hvor han nægtede at komme ind til bredden og derfor trådte vande i omkring 40 minutter. (Arkivfoto).
En 27-årig mand flygtede fra politiet ud i Gudenåen mandag, hvor han nægtede at komme ind til bredden og derfor trådte vande i omkring 40 minutter. (Arkivfoto). Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 15:08

En 27-årig svensker hoppede i Gudenåen for at flygte fra politiet efter at have truet kioskmedarbejdere med kniv i en 7-Eleven i Randers mandag.

Det oplyser pressemedarbejder hos Østjyllands Politi Jakob Christiansen til Ritzau.

Politiet fik anmeldelsen om mandens trusler i kiosken 16.28 mandag.

- Han vil stjæle en telefon, der ligger bag kassen. Da de konfronterer ham og vil holde ham tilbage, truer han dem med en kniv, så han kan komme væk derfra. Da han flygter, får en patrulje senere øje på ham, hvor han så hopper i åen, fortæller Jakob Christiansen.

Manden nægtede at komme ind på land og blev i vandet i omkring 40 minutter, hvorefter han blev træt og overgav sig.

- Da han flygter fra stedet, hopper han i Gudenåen og vil ikke ind, selv om at vi prøver med både redningskrans og båd, siger Jakob Christiansen.

- I omkring 40 minutter træder han vande derude og svømmer rundt, indtil han bliver så træt, at han vil ind igen, tilføjer han.

Hverken manden eller kioskarbejderne kom noget til.

Klokken 17 blev manden anholdt, men under anholdelsen forsøgte han at gribe ud efter betjentenes pistoler.

Derfor blev han tirsdag fremstillet i et grundlovsforhør sigtet for forsøg på besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder.

Han er også sigtet for trusler mod personalet i kiosken.

Manden blev varetægtsfængslet i fire uger frem til 9. september. Han nægter sig skyldig og kærede kendelsen, oplyser Østjyllands Politi på X.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden