27-årigt offer for knivstik er død af sine kvæstelser
En 41-årig mand er sigtet for drab, efter at offeret er død af knivstik, han blev påført natten til torsdag.
Opdateret kl. 09:20
En 27-årig chauffør, der natten til torsdag blev stukket med en kniv i Roskilde, er søndag aften død af sine kvæstelser.
Det fortæller Midt- og Vestsjællands Politi.
Dermed ændres sigtelsen mod den 41-årige mand, der står bag overfaldet.
- Dødsfaldet betyder, at vi nu kommer til at ændre sigtelsen til drab. Men efterforskningen fortsætter i øvrigt som planlagt.
- Den 41-årige har selv forklaret, at knivstikkeriet skete som et resultat af mandens vrangforestillinger, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard.
Det 27-årige offer arbejdede som Flextrafik-chauffør. Han skulle køre gerningsmanden til sygehuset, men blev undervejs stukket med en kniv i halsen i nærheden af den psykiatriske akutmodtagelse.
Gerningsmanden stak af fra stedet, men blev kort efter anholdt af politiet.
Han er tidligere af politiet blevet beskrevet som en tilsyneladende psykisk uligevægtig mand.
Ved grundlovsforhøret nægtede han sig skyldig i drabsforsøg, men erkendte sig skyldig i grov vold.
Han forklarede også, at han troede, at chaufføren ville slå hans mor ihjel, og at han derfor angreb ham.
Moren, der var med på turen, hjalp efter angrebet offeret med at bremse blødningen.
Herefter kørte den 27-årige selv hen til akutmodtagelsen på Roskilde Sygehus.
Gerningsmanden er foreløbig varetægtsfængslet i surrogat frem til 24. april.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.