28-årig lejede autocamper og kom aldrig tilbage med den
Manden forklarede i retten, at autocamperen forsvandt på mystisk vis i Tyskland

Bente Poder
VRÅ:En 28-årig mand fra København blev mandag dømt otte måneders fængsel for at have lejet en autocamper til knap en million kroner, som han aldrig afleverede tilbage.
Ifølge mandens egen forklaring forsvandt autocamperen på mystisk vis i Tyskland.
Bedrageriet skete 3. juli 2021, hvor den nu 28-årige mand havde lejet autocamperen af en privat ejer igennem et udlejningsfirma.
Autocamperen skulle være afleveret tilbage syv dage senere, men den dukkede altså aldrig op. Og den er stadig sporløst forsvundet.
Den 28-årige nægtede sig skyldig, og hans forklaring i Retten i Hjørring hjalp heller ikke meget til at opklare, hvor det dyre køretøj kunne være blevet af.
Han forklarede nemlig, at han på mystisk vis var vågnet op på en bænk i Tyskland, og at han ikke kunne huske, hvordan han endte på bænken. Men da han vågnede, var både autocamper og hans tegnebog væk, fortæller anklager Dorte Kvist Knudsen.
Den forklaring troede retten dog ikke på og dømte altså manden, som udbad sig betænkningstid med henblik på en eventuel anke.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.