Retssager

29-årig tvang yngre mand til at begå indbrud

Rå vold og en stribe villaindbrud udløste fængselsdom til den 29-årige thybo

En 29-årig thybo blev ved retten i Holstebro idømt halvandet års ubetinget fængsel for indbrud og vold.
En 29-årig thybo blev ved retten i Holstebro idømt halvandet års ubetinget fængsel for indbrud og vold. Arkivfoto: Peter Mørk

En 29-årig mand fra Thy er ved Retten i Holstebro blevet idømt halvandet års ubetinget fængsel for at have været involveret i en række villaindbrud og for at have tævet og truet en yngre mand til at medvirke i nogle af tilfældene.

Indbruddene fandt sted i perioden fra november 2021 til juni 2022. Det gik over villaer i Thisted, Snedsted, Nors og Brovst samt en virksomhed i Sundby og en lejlighed i Thisted. Der blev blandt andet stjålet arkitekttegnede lamper, kopier af arkitekttegnede møbler, kontanter og en møntsamling.

Ved flere af indbruddene var der to yngre medgerningsmænd. De var for retten sidste år og har fået deres dom, oplyser anklager Lærke Lorenzen fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Det var den ene af de to yngre medgerningsmænd, der nu optrådte som et af vidnerne i sagen mod den 29-årige. Ifølge anklageskriftet var han nemlig blevet udsat for trusler og rå vold med det formål at tvinge ham til at deltage i indbruddene.

Værst gik det for sig i april 2021, hvor den tiltalte med et knytnæveslag slog den unge mand i jorden, satte sig overskrævs på ham og slog ham flere gange i ansigtet med en knyttet hånd. Det resulterede i, at den unge mand blandt andet pådrog sig kæbebensbrud og et flækket øjenbryn.

I oktober samme år blev den unge mand ved to forskellige lejligheder udsat for vold igen, da tiltalte, ifølge anklageskriftet, slog ham i ansigtet både med knyttet hånd og med en skarp genstand, der resulterede i et snitsår. 

Den 29-årige var således ikke alene tiltalt for indbrudstyveri, men også for legemsangreb af særligt rå, farlig eller brutal karakter i gentagelsestilfælde samt ulovlig tvang.

Anklager Lærke Lorenzen oplyser, at sagen mod den 29-årige i høj grad handlede om, i hvilket omfang han havde medvirket ved indbruddene, enten ved selv at have været med derude eller ved at have fået de yngre mænd til at udføre indbruddene for sig.

Sagen kørte over to retsdage. Retten vurderede, at den tiltalte ved nogle af indbruddene selv havde deltaget aktivt, mens han i andre tilfælde ikke havde været med ude på stedet, men havde bedt de andre gøre det for sig.

- Han blev dømt i næsten fuldt omfang efter anklageskriftet. Der var et af de her indbrud, hvor man ikke kunne lægge til grund, at han havde været med, siger anklageren.

Retten fulgte dog ikke anklagemyndighedens påstand om en fængselsstraf på et sted mellem to og et halvt og tre års fængsel. 

- Nu skal vi lige læse begrundelsen for dommen i forhold til, om vi skal anke til landsretten, siger Lærke Lorenzen.

Den 29-årige har også udbedt sig betænkningstid i forhold til eventuelt at anke dommen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden