30-årig gravede et halvt meter dybt hul på gravsted og stjal 14 stearinlys
Kirke og kirkegård udsat for krænkelse af gravfred, hærværk og indbrud

Vrå Kirke og kirkegård har gennem de seneste uger været udsat for hærværk og indbrud. Arkivfoto: Bent Bach
VRÅ:Væltede gravsten, et gravet hul på en halv meter på et gravsted og indbrud, hvor udbyttet var 14 stearinlys og nogle dagligvarer.
Det er nogle af de ting, som de seneste uger har hærget Vrå Kirke og kirkegård. Og som torsdag fik kirken til at lave et opslag på Facebook:
"Normalt er Vrå kirke åben for besøgende i dagtimerne, men grundet den seneste tids omfattende hærværk både inde i kirken og på kirkegården ser vi os nødsaget til at aflåse kirken."
Den første forseelse skete 25. februar, ifølge politikommissær Lars Jensen fra Sagscentret ved Nordjyllands Politi i Hjørring.
- Her var det lidt mere end hærværk, det var det, vi kalder for krænkelse af gravfreden. Da gravede han et ca. 50 cm dybt hul på et af gravstederne og slog med en spade på gravsten, oplyser politikommissær Lars Jensen.
Torsdag eftermiddag kl. 16.40 blev en 30-årig mand så anholdt ved kirken. Da havde han taget 14 stearinlys og nogle dagligvarer fra kirken via en uaflåst dør.
- Det er en psykisk uligevægtig mand, der har set sig sur på kirken og dem, der er begravet på kirkegården, siger Lars Jensen.
Ifølge politikommissæren har den 30-årige i dagene op til anholdelsen væltet gravsten og smidt med sten på gravsteder, hvorved gravsten er blevet ridset. Der er også noteret, at han ved en episode har slået med hammer på gravsten, hvorved noget er blevet slået af.
- Det er ikke mange, men mere end en, fortæller Lars Jensen.
Han oplyser, at de forskellige forseelser normalt giver bødestraf, men at indbruddet kan give mere, hvilket man nu skal til at afgøre.
Den 30-årige er fornyligt flyttet til politikredsen. Han er kendt af politiet, men ikke for noget særligt, ifølge politikommissæren.
- Han er løsladt igen, og så gør vi noget med en forebyggende psykiatrisk indsats, oplyser Lars Jensen.
Menighedsrådsformand Lisbeth Gårdbo ønsker ikke udtale sig i sagen, men oplyser, at dørene til kirken nu igen bliver låst op.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.