Krimi

31-årig har tilstået skyderi mod bil på hovedgade

En 31-årig mand, der blev udleveret fra Spanien i maj, har torsdag tilstået et drabsforsøg i Måløv i marts.

I Retten i Glostrup har en 31-årig mand torsdag tilstået, at han begik drabsforsøg i marts. (Arkivfoto).
I Retten i Glostrup har en 31-årig mand torsdag tilstået, at han begik drabsforsøg i marts. (Arkivfoto). Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 14:49

En 31-årig mand har torsdag ved Retten i Glostrup tilstået, at han stod bag et drabsforsøg i Måløv i marts i år.

Det skriver anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi på meddelelsestjenesten Anklager Update.

Det koster ham en straf på ni års fængsel.

Det var 4. marts i år, at der blev skudt mod to mænd, der sad i en bil på Måløv Hovedgade. En af personerne blev ramt i armen, men fik kun overfladiske skader.

Den 31-årige Cem Pedersen Iljazovski har torsdag tilstået drabsforsøg, våbenbesiddelse og fareforvoldelse.

Politiet har tidligere oplyst, at skyderiet menes at have forbindelse til det kriminelle miljø.

Den 31-årige forklarede ifølge anklagemyndigheden, at der lå en kort forudgående uoverensstemmelse med de to mænd i bilen bag skyderiet.

- Ifølge hans forklaring kendte han ikke mændene i forvejen, men der havde været en kort uoverensstemmelse på tankstationen forinden, siger Cecilie Swartz Bak, der mødte som anklager i tilståelsessagen.

Der gik mere end to måneder fra skyderiet, før den 31-årige var i danske myndigheders varetægt.

Efter hændelsen tog han nemlig til Spanien, hvor han blev anholdt 9. april. Den 21. maj blev han udleveret til Danmark og varetægtsfængslet.

I mellemtiden blev to andre mænd i 30'erne anholdt og varetægtsfængslet i sagen.

De to er siden blevet løsladt, men er fortsat sigtet i sagen, oplyser anklageren.

Han modtog dommen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden